Hvis du skal søge om tilladelse til et byggeri, f.eks. en tilbygning til enfamiliehus eller en carport, kan det spare dig for en masse besvær, hvis du er godt forberedt.
Her er en huskeliste over de ting, du skal gøre.
1. Undersøg lokalplan/ byplan
Når du planlægger dit byggeri, skal du finde ud af, om det område du bor i, er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt. Du kan finde ud af, hvad der gælder for din ejendom her.
Hvis du ved, hvilken plan der gælder for din ejendom, kan du finde den her.
Hvis dit område ikke er omfattet af en byplanvedtægt eller en lokalplan, er det kommuneplanens overordnede rammebestemmelser og bygningsreglementet, der afgør, hvordan en ejendom må bebygges.
2. Tjek tinglyste dokumenter
Kig i den elektroniske tingbog efter servitutter på din ejendom. Udover lokalplaner/ byplaner kan der være tinglyst servitutter, som kommunen er påtaleberettiget til, og som har betydning for hvad du må og ikke må. Det kan f.eks. være forbud mod bestemte placeringer eller former for byggeri.
Der kan også være tinglyst private servitutter på din ejendom, hvor to eller flere parter gensidigt har pålagt hinanden bestemmelser, der kan begrænse mulighederne for bebyggelse på ejendommen. Det kan f.eks. være en aftale om at holde større afstand til skel, end det der normalt kræves.
Sådanne private aftaler kan ikke brydes uden enighed fra dem, der har påtaleret. Det er derfor vigtigt at undersøge oplysningerne i tingbogen for din ejendom, før du planlægger byggeri.
3. Tjek bygningsreglementet
Du skal selv tjekke, om dit byggeri overholder reglerne i Bygningsreglementet. Det er dit ansvar som bygherre, at regler og love overholdes. Du kan finde reglementet her.
4. Vær opmærksom på andre love
Følgende love skal du være opmærksom på, når du skal bygge:
- Byggeloven, først og fremmest, men også
- Planloven, som bl.a. har regler om hvad du må og hvad du ikke må, hvis din ejendom ligger i landzone (spørg i Plan og Byg.), og
- Naturbeskyttelsesloven, som fastsætter bl.a. beskyttelseslinjer omkring skove, søer, vandløb, fortidsminder og langs strande. Beskyttelseslinjerne har betydning for, hvor du må bygge.
5. Bygger du klimarigtigt?
Vil du vide mere om konkrete og praktiske muligheder for at reducere energiforbruget i bygninger? Se Energisparebolig, Energitjeck og Videncenter for energibesparelser i bygninger.
6. Bygger du sundt?
Hvordan får du målt radonindholdet i din bolig? Og hvad kan du gøre for at sænke indholdet af radon og få et bedre indeklima? Se Radon og enfamiliehuse.
Bor du sundhedsfarligt og hvad gør du ved skimmelsvamp? Se Indenrigs- og socialministeriets hjemmeside.
Ring for at få hjælp
Har du undersøgt ovenstående, har du et godt grundlag for at søge om tilladelse til byggeri.
Læs mere om byggeri her.
Du er velkommen til at få en aftale med en sagsbehandler i Plan og Byg på 48 49 24 90, hvis du vil høre mere eller have en forhåndsdialog om dit planlagte byggeri.
God fornøjelse med byggeriet!