Olie/benzinudskillere og sandfang
Her kan du læse om hvornår olie og benzin, og sand og grus, skal fanges før det kommer i kloakken
Sandfang opfanger sand, jord og grus og forhindrer det i at løbe ud i kloaksystemet og stoppe kloakledningerne til. Samtidigt tilbageholdes en del tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer, der sidder fast på overfladen af sandkorn og partikler i spildevandet.
Olieudskillere tilbageholder olie, benzin og andre stoffer der er lettere end vand. På den måde forhindres det at olien eller benzinen forårsager problemer med renseprocesserne på renseanlægget eller kommer ud i naturen via afløb fra regnvandssystemet.
Hvornår skal der sandfang og olie/benzinudskiller på afløbet?
Der skal sandfang og olieudskiller på alle udledninger, hvor der kan forekomme olie- og benzinrester. Det inkluderer afløb fra parkeringspladser for mere end 20 biler, offentlige veje, jernbanearealer og lignende. Det inkluderer også afløb fra arealer hvor der kan forekomme olie- eller benzinspild eller generelt være olie- og benzinrester i spildevandet, såsom vaskepladser og vaskehaller.
Tømning af sandfang og udskillere
Alle sandfang og olieudskillere skal være omfattet af en tømningsordning, enten den kommunale ordning eller en privat aftale. Slammet i sandfang og olie- og benzinresterne betragtes som farligt affald og skal bortskaffes derefter. Du kan læse mere om tømning af sandfang og olieudskillere i kommunens regulativ for erhvervsaffald til højre her på siden.
Er dit sandfang eller olieudskiller overfyldt skal de tømmes - kontakt Nordforbrænding hvis du er med i den kommunale ordning, eller din private udbyder.
Hvad koster det
Du skal selv betale for etablering af sandfang og olieudskillere. Priserne for tømning aftales med den ansvarlige entreprenør eller virksomhed der forestår tømningen – Nordforbrænding hvis du er med i den kommunale ordning.