Spildevandstilladelse
Udleder din virksomhed eller aktivitet spildevand?
Alle virksomheder og andre, der producerer processpildevand og andet særligt spildevand, skal have tilladelse til at udlede det - også hvis det er til offentlig kloak. Når en virksomhed ansøger om spildevandstilladelse skal der bl.a. redegøres for de generelle arbejdsgange og processer på virksomheden, mængden af produceret spildevand og de stoffer, der kan forventes at findes i spildevandet, inklusiv overslag over mængden af hvert stof. Kommunen vil som regel stille krav til udledningen i form af vilkår om f.eks. brug af særlige arbejdsgange eller renseprocesser, begrænsning i mængden eller udvalget af anvendte stoffer, analyser af spildevandet etc.
Du kan læse mere i den folder, kommunen har lavet om spildevandstilladelser. Du finder folderen til højre her på siden.
Hvad koster det
I modsætning til en miljøgodkendelse koster det ikke noget at få en udledningstilladelse, men virksomheden skal selv betale for eventuelle analyser og tiltag på virksomheden som følge af vilkår i tilladelsen. Udledes til kloak skal der betales afledningsbidrag (og tilslutningsbidrag hvis det er en ny tilslutning) til Hørsholm Vand ApS, det kan du læse mere om i afsnittet om tilslutning til offentlig kloak under 'Borgerservice'. Priserne fremgår af Hørsholm Vands takstblad.