Jobcenter Hørsholm motiverer unge til at bruge deres talent og gå i gang med en uddannelse
Fredag den 27. januar tog 8 unge på inspirationstur til Erhvervsskolen Nordsjælland, aktivitetscentret Sophielund og en byggeplads i Hillerød, hvor entrepreneurfirmaet Skou Gruppen er i gang med en renoveringsopgave.
Borgmester Morten Slotved tog imod de unge på Rådhuset kl. 9 og holdt en kort tale om vigtigheden af at komme i gang med en uddannelse, inden de unge tog af sted med en ventende bus.
De unge fik undervejs lejlighed til at se, hvordan en moderne erhvervsuddannelse er skruet sammen, ligesom de fik mulighed for at se, hvordan uddannelserne kan bruges i det virkelige liv.
Tiden i bussen brugte de unge til at snakke om deres individuelle drømme og ønsker om uddannelse med vejledere fra UU-Sjælsø og Jobcenter Hørsholm. Frokosten blev også indtaget on the road – velvilligt sponseret af en tredje Hørsholm-virksomhed, Dalgaard Supermarked.
Arrangementet er blevet til på initiativ af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland, som i et tæt samarbejde med de enkelte jobcentre har fokus på at få de unge i gang med en ungdoms-uddannelse. I den forbindelse udtaler arbejdsmarkedschef Allan Ludvigsen: ”I Hørsholm vil vi gerne opfordre vores unge til at bruge deres talent til at finde den rette uddannelse. Derfor er vi glade for, at der nu lanceres en kampagne, som giver de unge inspiration til at finde den rette uddannelse – og samtidig hjælper de lokale virksomheder med at få kvalificeret arbejdskraft. I kampagnen opfordres virksomheder til at ansætte de unge – enten på almindelige eller støttede vilkår – eller stille en praktikplads til rådighed, så de bidrager til at uddanne fremtidens medarbejdere”.
Fakta
• 136 unge mellem 16 og 29 år i Hørsholm er ikke i arbejde eller i gang med en uddannelse
• 87 af de unge er under 25 år