Super-cykler på Louiselund

17.07.2012

Sundhedscenteret Louiselund har de næste par måneder frem lånt to specielle trænings-cykler, som borgere kan bruge i genoptræningen. Programmet til cyklerne er specialudviklet af Chris McDonald, og kronprinseparret har tidligere cyklet sig til to smoothies, produceret på den energi der genereres, når der trampes i pedalerne.

Det er ikke to helt almindelige cykler, der lige nu kan findes i genoptræningslokalerne på sundhedscenteret Louiselund i Hørsholm.

Uanset om man er professionel cykelrytter eller helt utrænet, så findes der kort sagt et træningsniveau i cyklen som passer helt præcist til den enkelte persons individuelle formstyrke. Cyklerne måler bl.a. puls, kadence, watt, belastning og hastighed, og har indbygget et såkaldt "smart handicap system" i cyklen, der består af ti niveauer.

Føles som udendørscykling

Cyklen er udstyret med 24 elektroniske gear og belastningen i pedalerne genereres ved hjælp af magnetisme, og det føles som udendørscykling for cyklisten, der tramper i pedalerne.

”Det betyder at alle har samme oplevelse og udbytte af træningen. Der findes en indbygget test i cyklen, som beregner hvilket ”handicap” den enkelte skal køre med. Cyklen kan både bruges til holdtræning og individuel træning”, fortæller Jerry Kjær Nielsen, der er medejer og udvikler af træningsprogrammerne til Synergy cyckling.

Cyklerne bruges aktivt i patientforløb

Sundhedscenteret Louiselund vil låne cyklerne i 2-3 mdr, primært målrettet patientrettede forløb samt forløb indenfor sundhedsfremme - og forebyggelse.

”Cyklerne vil være gode i alle faser af genoptræningen. Den tidlige del, da der er mange indstillingsmuligheder, og senere igen, da man kan kører efter programmer og personlig handicap. Man kan fra gang til gang se, hvor meget man forbedrer sig”, fortæller Pernille Bay, der er daglig leder for terapeuterne på sundhedscenteret Louiselund.

 
Kronprinseparret lavede cykel-smoothies i Australien

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har tidligere kørt på cykelmodellen i Sydney i 2011 ved en særlig udstilling kaldet 'Sculptures by the Sea' ved Bondi Beach I Australien. De royale hoppede på de to supercykler, og genererede i solidt tråd energi til at fremstille to frugt-smoothies.

Læs Politikens omtale af den royale cykel-begivenhed her (eksternt link)
 

Træningsprogrammerne lavet af Chris MacDonald

Cykelprogrammerne som er tilkoblet cyklerne vises enten på projektor eller en fladskærm. Træningsprogrammerne er udviklet af Chris MacDonald.

Konkret angives hvilket gear, kadence og pulszone der skal køres, og ud fra handicap- systemet har alle der cykler på cyklerne samme fornemmelse og følelse i kroppen.

Chris MacDonald har sammen med ingeniørerne, der har bygget cyklen brugt tid på at finde den helt rigtige fornemmelse i trådet.

Godt for aktive ældre

Cyklerne kan bruges til alle målgrupper. Ældre kan træne en rimelig stor træningsmængde på cyklen uden at få nogen former for smerter i krop og led, hvilket hænger sammen med, at de ikke får store stødpåvirkninger som eksempelvis i løb og andre aktiviteter.

”Det betyder at selv om de ældre har fået nye knæ eller hofter, så kan de nemt træne på cyklen.  Flere har til mig berettet om, hvordan de kan mærke det på helbred og kondition. Cyklen har vist sig at være eminent, når man vil øge sin kondition, og ikke mindst tabe vægt”, fortæller Jerry Kjær Nielsen.

Også yngre borgere, der er i forløb på Sundhedscenteret kan benytte sig af cyklerne, fortæller sundhedskoordinator Hanne Vig Flyger fra sundheds – og forebyggelsesteamet på Louiselund.

”Det er meget motiverende med så avancerede cykler, og vi regner med, at det appellerer til målgrupper, som eksempelvis yngre mænd, der er vilde med gear og gadgets”, fortæller Hanne Vig Flyger.

Cyklerne er udelukkende til brug for borgere, der er tilknyttet Louiselund i forløb og genoptræning. 

 

Kontakt

Center for Sundhed og Omsorg
Ådalsparkvej 2
2970 Hørsholm

Telefon 4849 3650
Fax 4849 3661
som-post@horsholm.dk

Fakta om cyklerne

• Den ene af medejerne af firmaet der bygger cyklerne havde sidste år to cykler med på en stor spejderlandslejr, hvor spejderne kunne cykle sig til opladning af deres mobiltelefoner

• Ved Co2penhagen festival var der opstillet 2 gange 12 cykler, hvor hold kunne kører mod hinanden. Den producerede cykel-energi blev brugt til at drive både DJ-pult og lys i teltet, og holdene kunne på skærme følge med i hvor mange watt de lavede.

 

Læs mere

Du kan læses mere om cyklerne her: www.etenzor.com