Pressemeddelelse: Tværkommunalt samarbejde skal styrke patientsikkerheden

28.06.2012

For at styrke arbejdet med patientsikkerhed i kommunalt regi ansætter Hørsholm og Gribskov Kommuner i samarbejde en risikomanager. Risikomanageren får i først omgang ansvar for at opbygge organisering i de to kommuner, undervise i arbejdsgange og løfte indsatsen omkring det tværsektorielle samarbejde.

I 2010 blev lov om patientsikkerhed udvidet, så den også kom til at omfatte sundhedsfagligt arbejde i kommunerne. Loven indebærer, at utilsigtede hændelser skal indrapporteres. Utilsigtede hændelser defineres som "en kendt eller ukendt hændelse eller fejl som kan volde skade på borgeren.

Som eksempler kan nævnes dosering af medicinering, fald eller udskrivelsesforløb fra hospitalet, hvor der sker fejl, som kan være til fare for borgeren.

For kommunerne betyder det, at der skal arbejdes med patientsikkerhed i alle enheder på sundhedsområdet - det vil sige i hjemmeplejen og på plejecentre, i sundhedsplejen og tandplejen og på sociale tilbud.

Det overordnede formål med opfølgning på utilsigtede hændelser er at forbedre sikkerheden for borgerne, dels gennem en systematisk registrering og læring af fejl og utilsigtede hændelser og dels gennem en styrkelse af forebyggende initiativer.

Risikomanager med ben i to kommuner

Både Gribskov og Hørsholm kommuner mangler fremadrettet bemanding på posten som risikomanager. I begge kommuner har det været vanskeligt at indpasse opgaverne i den eksisterende organisation, men ved at samarbejde om opgaven, er det muligt at oprette en fuld stilling. Forventningen er at en fælles ansat risikomanager kan løfte indsatsen, så patientsikkerheden kommer på dagsorden.

Både i Gribskov og Hørsholm kommuner udtaler Pia Foght Formand for Social- og sundhedsudvalget i Gribskov kommune og Lars Iversen, formand for sundhedsvalget i Hørsholm kommune samstemmende:

"Arbejdet med patientsikkerhed er fortsat relativt nyt i kommunal sammenhæng. Vi vurderer, at der skal sættes et stort fokus på området, for vi ved, at fejl ikke helt helt undgås, men man kan lære af fejl, så man minimerer risikoen for at gentage. Pia Foght peger endvidere på: "Ved at gå sammen med Hørsholm Kommune om opgaven, får vi et helt andet udgangspunkt for at opbygge stærke kompetencer på området og vi kan lære af hinanden undervejs. Jeg ser meget frem det fælles samarbejde".

Formand for Hørsholm kommunes sundhedsudvalg Lars Iversen fortsætter: "Med ansættelsen af en risikomanager kan vi blive klogere på, hvor det går galt, og vi kan sætte ind med forebyggelse. Vi gør det i samarbejde med Gribskov Kommune. Det giver gode muligheder for fælles læring og - hvad der er målet med det hele: bedre kvalitet i vores tilbud til borgerne".

Den tværkommunale risikomanager vil overordnet få ansvar for begge kommuners organisering, implementering og varetagelse af patientsikkerhedsarbejdet i tæt samarbejde med patientsikkerhedskoordinatorer, som er lokalt ansvarlige i de forskellige kommunale enheder. Risikomanageren skal som en del af arbejdet være med at opbygge en kultur omkring patiensikkerhed og sikre kompetenceudvikling i patientsikkerhedsorganisationen.

Der lægges op til, at risikomanager indgår i udviklingsarbejdet over tid, så konkrete projekter kan medvirke til øget forebyggelse bl.a. på medicinområdet.
______________________________________________

For yderligere information:

Hørsholm Kommune
Lars Iversen telefon 2459 6699
Sundhedschef Louise Høg telefon 4849 3660/2022 7220

Gribskov Kommune
Formand for Social og sundhedsudvalget Pia Foght telefon 7249 7080
Sundhedschef Mette Bierbaum telefon 7249 7415

Kontakt

Center for Sundhed og Omsorg
Ådalsparkvej 2
2970 Hørsholm

Telefon 4849 3650
Fax 4849 3661
som-post@horsholm.dk