HJEMMESIDER KONTAKT SELVBETJENING KORT LEDIGE JOBS AKUT OM HORSHOLM.DK
// horsholm.dk  >>  Nyheder  >>  Pressemeddelelser  >>  Februar 2010
FEBRUAR 2010 Værktøjskassen
Ny Lågegydebro og ny rundkørsel skal forbedre de trafikale forhold

På Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2010 blev det besluttet at lave en ny Lågegydebro over Kystbanen, en ny rundkørsel og tillige en flytning af den nordgående del af Lågegyde mod øst.

Beslutningen er et led i arbejdet med at forbedre infrastrukturen omkring det planlagte pleje- og ældreboligbyggeri, boligområderne i Kokkedal Vest og Nordvest samt det stationsnære erhvervsområde øst for Kokkedal Station.

Formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget Peter Antonsen (T) udtaler:

”Vi er i gang med en stor planlægnings- og anlægsopgave, hvor bro, rundkørsel, fordelingsvej, stier m.m. skal være på plads. De store byudviklingsområder øst for Kystbanen har ligget stille hen i mange år, men nu kommer de i spil. Pleje- og ældreboligprojektet går i jorden i år, og samtidig forbereder vi infrastrukturen, så det hele kommer til at fungere.”

Bro over Kystbanen

Den eksisterende Lågegydebro over Kystbanen lever i dag ikke op til de gældende trafikale krav. Der er bl.a. restriktioner for kørsel med tung trafik. Det indebærer, at en del lastbiler i dag ikke må køre over broen men er henvist til omvejskørsel ad Strandvejen og Lågegyde. Kommunalbestyrelsen har vedtaget, at den gamle bro erstattes af en ny dobbeltsporet vejbro med gang- og cykelsti i begge sider.

I forbindelse med nedrivning af den gamle bro og etableringen af den nye bliver det nødvendigt at spærre Lågegyde over Kystbanen i en periode på ca. et halvt år. Den underførte sti vest for Kystbanen forventes ligeledes spærret i det meste af anlægsperioden. I perioden, hvor Lågegyde er spærret over Kystbanen, vil der være adgang til området via Strandvejen. Lette trafikanter vil kunne benytte sig af broen over Kystbanen ved Idrætsparken samt gangbroen ved Kokkedal Station/Jellerødgårdsvej.

Ny rundkørsel

Det blev også vedtaget at anlægge en ny rundkørsel, hvor Lågegyde, Kokkedal Allé og den nye fordelingsvej til betjening af det nye pleje- og ældrecenter skærer hinanden. Den nye rundkørsel er valgt for at få en mere glidende trafikafvikling end ved et vejkryds med lysregulering.

Slotsbakken bliver tilgodeset

I Masterplanen er der beskrevet en flytning af Lågegyde mod øst for at gøre plads til et stationært erhvervsområde mellem Lågegyde og Kystbanen. For at minimere eventuelle gener ved det nye vejanlæg er det blevet besluttet, at Lågegyde skal anlægges i en afstand af 36 m fra Slotsbakken og ikke 21 m som oprindeligt forudsat i Masterplanen. Dette er gjort for at tilgodese beboerne i Slotsbakken.

Nyttehaver

For at få et større, mere anvendeligt og bedre sammenhængende bebyggelsesareal samt friarealer øst for fordelingsvejen besluttede Kommunalbestyrelsen, at nyttehaverne ikke skal ligge mellem fordelingsvejen og Kystbanen, som foreslået i Masterplanen. I stedet skal der arbejdes videre med at finde alternative placeringer til eksisterende nyttehaver nord for Slotsbakken.

Formanden for Miljø- og Planlægningsudvalget Peter Antonsen (T), udtaler:

”Vi vil forsøge at tage så meget hensyn til beboerne i området som muligt, men der bliver tale om gener, når bygge- og anlægsarbejdet på pleje- og ældreboligerne går i gang. Jeg håber på forståelse, mens det hele står på. Anlæg af ny bro, rundkørsel, fordelingsvej og stier er først planlagt igangsat foråret 2011.”

Plan og Byg
Ådalsparkvej 2
2970 Hørsholm
Telefon 48 49 24 50

Telefax 48 49 20 00
tm-post@horsholm.dk

 

 

 

 


Sidst opdateret: 04-02-2010