Hørsholm Kommune søger en juridisk konsulent til Politik og Borgerservice
Hvad får du?
En fast stilling som juridisk konsulent, hvor du er rådgiver for kommunalbestyrelsen, direktionen og kommunens 10 centre. Du bliver ansat i Center for Politik og Borgerservice og indgår i et team med 2 fagligt dygtige jurister og 4 kompetente sekretærer.
Din opgaveportefølje bliver bred og kan som eksempel være
- rådgivning inden for planloven, den sociale lovgivning og den kommunale styrelseslov
- administration af alkoholbevillinger
- gennemførelse af valg
- tilsyn med det almene område og afholdelse af styringsdialog samt støttet byggeri
- gennemførelse af køb og salg af jord og ejendomme
Din løn og andre vilkår forhandles i henhold til overenskomst med baggrund i din uddannelse og erfaring.
Hvad får du mere?
En fremsynet arbejdsplads, hvor vi ser dig og dine styrker, og hvor vi tør gå nye veje.
Du får stor indflydelse på din egen arbejdssituation og gode udviklingsmuligheder. Du bliver en del af et uformelt center, hvor vi sætter pris på humor og et godt grin.
Hørsholm Kommune vil være en attraktiv arbejdsplads. Derfor tilbyder kommunen flere personalegoder til sine ansatte, som du kan læse om på www.horsholm.dk/job. Som nyansat vil du få en introduktionsplan for dine første arbejdsdage.
Hvad søger vi?
Du har en juridisk kandidateksamen og formentlig nogle års erfaring fra en lignende stilling. Du brænder for at yde rådgivning, og ved hvordan du skal begå dig på mange forskellige niveauer i organisationen.
Du har en høj grad af selvstændighed, motiveres af opgaver der udfordrer og tager ansvar for, at opgaverne bliver løst. Du trives med at have mange forskelligartede bolde i luften - men du er samtidig god til at fokusere på opgaven, og du arbejder målrettet.
Du er positiv af natur med en stor grad af indlevelse i forhold til andre mennesker og ser forskellighed som en styrke. Du er imødekommende og forstående samtidig med, at du er opsøgende, kontaktskabende og god til at samarbejde. Du kan etablere og vedligeholde sociale relationer.
Mere viden
Du er velkommen til at kontakte centerchef Betina Bojesen på beb@horsholm.dk eller 30 508 320 eller juridisk konsulent Susanne Esbjørn på sue@horsholm.dk eller 48 491 069, hvis du vil vide mere.
Søg sådan
Send ansøgning og dokumentation, så vi har den senest mandag den 12. marts kl. 8 til pob-post@horsholm.dk.
Mærk ansøgningen i emnefeltet med ”jurist”.
Vi holder ansættelsessamtaler i uge 12 og starten af uge 13, og du skal som ansøger være indstillet på at gennemføre en BTB-test udviklet af Center for Ledelse (bidrag til bedømmelse).