Måske går dit barns udvikling ikke som forventet? Måske har han eller hun problemer med koncentration, læring eller social og følelsesmæssig trivsel i skolen eller børnehaven. Måske ser du eller andre voksne nogle tegn på en skæv udvikling, som volder bekymring?

Hvis du bor i Hørsholm Kommune og har børn i alderen 4-17 år, har du nu mulighed for at få gratis og anonym rådgivning hos kommunens Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR).

Rådgivningen gives individuelt eller til familier og varetages af erfarne psykologer med stor viden og erfaring inden for børne- og familieområdet.

Bestilling af tid

Du kan bestille tid til en personlig samtale eller telefonrådgivning ved at skrive til: raadgivning@horsholm.dk

I mailen oplyser du blot kontaktinformation (f.eks. den mailadresse, du ønsker at blive kontaktet på). Derefter modtager du et tilbud om en samtaletid, som vil ligge på en hverdag mellem kl. 8 og 16. Rådgivningen vil enten foregå på rådhuset eller på en folkeskole. Efter ønske kan rådgivningen også foregå telefonisk. Du vil som regel få tilbudt en tid i løbet af en til to uger.

Bemærk: Rådgivningen er lukket i skolernes ferier.

Varighed

Et fysisk møde tager som regel ca. 1 time, en telefonsamtale ofte lidt mindre. Efter aftale kan der holdes i alt tre rådgivningssamtaler.  Hvis der er behov for det, bliver du hjulpet videre til yderligere bistand i kommunen. 

Henvisning

Du behøver ikke blive henvist for at få Åben Anonym Rådgivning. Tilbuddet er anonymt, og du vil ikke blive registreret. 

Kontakt

raadgivning@horsholm.dk