Pleje- og omsorgsforløb
Beskrivelse af helhedspleje og pleje-/omsorgsforløb
Helhedspleje betyder, at hjælp og pleje samles i ét sammenhængende forløb, hvor det enkelte menneskes samlede situation, behov og ønsker er i centrum.
Når du bliver ældre og måske oplever, at du ikke længere selv kan klare din personlige pleje og/eller de praktiske opgaver i hjemmet, kan du søge om støtte og hjælp i Visitationen.
Alt samarbejde og koordinering kan ske med inddragelse af dine pårørende, hvis du ønsker det.
Afklaring af din funktionsevne og dine ønsker
For at modtage helhedspleje i form af et pleje-/omsorgsforløb, skal du visiteres til dette. Visitationen vil sammen med dig foretage en konkret og individuel vurdering.
Hvis du ikke i forvejen modtager helhedspleje, afklarer vi sammen, hvilke ressourcer, ønsker og behov for støtte, du eventuelt har, for at kunne klare hverdagens gøremål. Afklaringen sker i samarbejde med en visitator og en rehabiliteringsterapeut, og består af samtaler og evt. afprøvning og rehabiliterende indsatser.
Dit behov for hjælp og støtte vil løbende via dialog med dig blive fagligt vurderet og tilpasset.
Afklaringen kan munde ud i, at du:
- vurderes til ikke at være berettiget til et pleje-/omsorgsforløb i helhedsplejen
- bliver selvhjulpen
- klarer dig med brug af hjælpemidler, boligændringer eller velfærdsteknologi
- visiteres til ét af forløbene fra 1-4, afhængigt af din funktionsevne og behov for støtte og hjælp
Frit valg af leverandør
Ved visitation til et pleje-/omsorgsforløb kan du benytte dig af det frie valg af helhedsplejeleverandør. Det betyder, at du enten kan vælge den kommunale hjemme- og sygepleje eller en af de to private leverandører, kommunen har aftale med omkring levering af helhedspleje.
Når du er visiteret i et pleje-/omsorgsforløb
I helhedsplejen arbejder de medarbejdere, der hjælper og støtter dig i hverdagen, tæt sammen i et tværfagligt team, som alle lærer dig og dine behov godt at kende. Derfor vil du opleve fleksibilitet og sammenhæng i dit forløb med færrest mulige forskellige medarbejdere i dit hjem. Dit behov for hjælp og pleje kan betyde, at der er brug for medarbejdere med forskellig faglige kompetencer omkring dig. Det vil påvirke antallet af forskellige medarbejdere, som kommer i dit hjem.
I et pleje- og omsorgsforløb har vi fokus på, det der er vigtigt for dig, dine mål og ønsker ift. hverdagen samt at der er tid til omsorg og nærvær, når vi besøger dig.
Rehabilitering og forebyggelse
Rehabilitering, forebyggelse og vedligeholdelse af din funktionsevne er integreret i dit pleje- og omsorgsforløb. Det betyder, at vi sammen med dig vil arbejde med, at du kan blive helt eller delvist selvhjulpen eller kan vedligeholde din aktuelle funktionsevne. Det gør vi bl.a. ved at støtte og vejlede dig i at udføre opgaver/aktiviteter på nye måder, eller ved at lære dig at bruge hjælpemidler eller velfærdsteknologi.
Det kan også være, at vi taler om dine ønsker og muligheder for at deltage i lokale fællesskaber og frivillige aktiviteter i lokalområdet, som kan være aktuelle for dig.
Helhedsplejen kan omfatte:
- Hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver
- Personlig pleje
- Træning
- Tøjvask
- Sygepleje
Fire pleje- og omsorgsforløb
I Hørsholm Kommune visiteres helhedsplejen i fire pleje- og omsorgsforløb. Du tildeles det forløb, der passer til netop dine ressourcer og aktuelle behov.
Forløb 1
Let støtte i hverdagen
Til dig, der klarer det meste selv, og som har brug for let vejledning og støtte, for at du fortsat kan klare dig selv i dagligdagen.
Forløb 2
Nogen støtte i hverdagen
Til dig, der deltager aktivt i dagens aktiviteter, og som har brug for vejledning og støtte i en række situationer i din hverdag, for at du fortsat kan klare det meste i dagligdagen selv.
Forløb 3
Mere støtte i hverdagen
Til dig, der kun kan deltage lidt i hverdagens aktiviteter, og som har brug for en del vejledning og støtte i forbindelse med de fleste opgaver i dagligdagen.
Forløb 4
Meget støtte i hverdagen
Til dig, der ikke selv kan klare de dagligdags opgaver, og som har brug for omfattende vejledning og støtte.
Indholdet i alle fire forløb aftales ud fra dine ressourcer og behov og kan fx omfatte:
- Praktisk hjælp
- Personlig pleje
- Træning
- Sygepleje
- Tøjvask