Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Dispensationer

Hvis du har ønske om et byggeprojekt, der ikke kan overholde gældende regler, kan du søge dispensation. Det kan være fra en lokalplan/byplanvedtægt, fra naturbeskyttelsesloven eller bygningsreglementets tekniske bestemmelser. Det er dit ansvar som ansøger at oplyse, om det ansøgte byggeprojekt kræver dispensation.

Bemærk, at hvis de bebyggelsesregulerende bestemmelser i bygningsreglementets kapitel 8 (byggeretten) ikke kan overholdes, er der ikke tale om en dispensation. I dette tilfælde skal kommunen foretage en såkaldt helhedsvurdering. Det sker ud fra en række fastlagte kriterier i om bl.a. hensigtsmæssigheden, området, indbliksgener mv. Hvis byggeretten ikke er overholdt, og der skal foretages en helhedsvurdering, indebærer det i udgangspunktet en forudgående partshøring af berørte naboer, før en afgørelse kan træffes.

I Hørsholm Kommune er der mange fredede fortidsminder i form af rundhøje/gravhøje. Naturbeskyttelseslovens § 18 fastsætter, at der ikke må foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 m fra fredede fortidsminder. Bebyggelse og andre ændringer inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen kræver derfor dispensation fra naturbeskyttelsesloven. Behandlingen af en dispensationsansøgning er forbundet med forøget sagsbehandlingstid og omfatter bl.a. høring af Museum Nordsjælland.

Ansøgning om dispensation

Når du ansøger om byggetilladelse via Byg og Miljø, vil du undervejs blive bedt om at redegøre for, om byggearbejdet kræver dispensation fra bestemmelser i lokalplan(er) eller byplanvedtægt(er).

Dispensationsansøgningen skal indeholde en beskrivelse af, hvilke bestemmelser du søger dispensation fra, samt en motiveret begrundelse for, hvorfor de gældende bestemmelser ikke kan overholdes. Herefter vil kommunen tage stilling til, om der kan meddeles dispensation til projektet.

Hvis ansøgning om dispensation ikke sker som led i en ansøgning om byggetilladelse via Byg og Miljø, kan du sende ansøgningen til bom-post@horsholm.dk.

I sagsbehandlingen af en ansøgning om dispensation foretager Team Plan og Bygs en vurdering i den enkelte, konkrete sag. I nogle tilfælde vil sagen ligeledes skulle forelægges for det politiske fagudvalg.

Hvis du ansøger om dispensation fra en lokalplan/byplanvedtægt, skal kommunen efter planloven foretage en orientering af naboerne, som får mulighed for at komme med bemærkninger inden for 2 uger. Bemærkninger, der måtte komme i forbindelse med naboorienteringen, vil indgå i den efterfølgende vurdering af, om dispensation kan meddeles.

Som følge af naboorienteringen, behandling af eventuelle bemærkninger og den mulige politiske forelæggelse skal du påregne længere sagsbehandlingstid, når et byggeprojekt kræver dispensation. Det afspejler sig også i kommunens servicemål for sagsbehandlingstiden. Læs evt. mere under afsnittet om sagsbehandlingstider.

Bemærk, at du ikke har krav på at få en dispensation, når du søger om den.

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os