Landzone
Omtrent halvdelen af Hørsholm Kommune er beliggende i landzone. Intentionen med planlovens landzonebestemmelser er at forhindre spredt bebyggelse i det åbne land. Bestemmelserne skal sikre en klar grænse mellem by og land, og at byudvikling sker, hvor der gennem planlægningen er åbnet mulighed for det. Landzonen og det åbne land forbeholdes omvendt den bebyggelse, som er nødvendig for landbrug, skovbrug og fiskeri.
I landzone må der derfor som hovedregel ikke foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer uden landzonetilladelse fra kommunen. Der er dog en række undtagelser fra kravet om landzonetilladelse. Læs evt. mere i Erhvervsstyrelsens ’Vejledning om landzoneadministration’.
Du kan kontakte kommunen på bom-post@horsholm.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker at søge om landzonetilladelse til et projekt.