---
title: "Badesteder"
date: "2026-04-24"
created: "2023-09-29"
---

[Hjem](https://www.horsholm.dk/)

                    [Borger](https://www.horsholm.dk/borger)

                    [Kultur og fritid](https://www.horsholm.dk/borger/kultur-og-fritid)

                [Badesteder](https://www.horsholm.dk/borger/kultur-og-fritid/badesteder)

# Badesteder

Hørsholm Kommune byder på flere skønne badesteder ved Øresund.

## Læs mere badestederne

###

                                    Mikkelborg

### Adgangsforhold

Der er adgang for offentligheden omkring Mikkelborg Strandpark. Respekter de private områder og vis hensyn til beboerne. Hørsholm Kommune opsætter en offentlig badebro ved Mikkelborg Strandeng v. Rungsted Strandvej 274. Se placering på kortudsnittet.

### Stranden

Det er muligt at bade på udvalgte områder omkring p-pladserne, samt fra den lille strandeng nedenfor Mikkelborg Park. Sandbunden er vekslende mellem sand, grus og sten, samt pletvis blød bund. Der er ofte lavvande og en dybde på 2 m nås ca. 100 m fra kysten. Strømmen er ringe eller stillestående.

[Læs den fulde badevandsprofil og se kort for Mikkelborg hér.](https://www.horsholm.dk/p/Hoersholm Kommune/Kultur og Fritid/Mikkelborg_ny.pdf "Læs badevandsprofil for Mikkelborg hér.")

###

                                    Nord for Rungsted Havn

### Adgangsforhold

Der er offentlig adgang til stranden flere steder langs strandvejen, samt fra Rungsted Havn. Hørsholm Kommune opsætter en offentlig badebro ved Rungsted Strandvej 168. Se placering på kortudsnittet.
 De resterende strandlod er private, men færdsel og midlertidigt ophold (fx badning) på stranden er tilladt. Respekter de private områder og vis hensyn til beboerne. Parkering kan ske på parkeringspladser nord for Bukkeballevej eller på Rungsted Havn.

### Stranden

Det er muligt at bade direkte fra kysten. Bunden er vekslende mellem sand, grus og sten, samt pletvis blød bund. Der er risiko for tang på stranden. Der er ofte lavvandet og en dybde på 2m nås ca. 100m fra kysten. Strømmen er ringe eller stillestående.

[Læs den fulde badevandsprofil og se kort for Nord for Rungsted Havn hér.](https://www.horsholm.dk/p/Hoersholm Kommune/Kultur og Fritid/Nord-for-Rungsted-Havn_ny.pdf "Læs den fulde badevandsprofil for Nord for Rungsted Havn hér.")

###

                                    Rungsted Badestrand

### Adgangsforhold og faciliteter

Stranden på sydsiden af Rungsted Havn er offentlig. Toiletter, herunder handicaptoilet, findes i den vestlige ende af stranden ved kajakklubben. For parkering henvises der til parkeringspladsen på havnen. Om sommeren sættes en bred, handikapvenlig badetrappe op. Ud for badebroen er der 3 handicapparkeringspladser med adgang til et niveaufrit strandfortov hen til badebroen og badetrappen. Det er ikke tilladt at bade i havnen eller fra molerne.

[Læs den fulde badevandsprofil og se kort for Rungsted Badestrand hér.](https://www.horsholm.dk/p/Hoersholm Kommune/Kultur og Fritid/Rungsted-Badestrand_ny.pdf "Læs badevandsprofil for Rungsted Badestrand hér.")

###

                                    Syd for Rungsted Badestrand

### Adgangsforhold

Der er offentlig adgang til stranden fra Rungsted Fiskerleje og Christiansgave.
 Der er ikke offentlige parkeringspladser ved adgangene. Strandene er private, men færdsel og midlertidigt ophold (fx badning) langs vandet er tilladt. Respekter de private områder og vis hensyn til beboerne.

[Læs den fulde badevandsprofil og se kort for Syd for Rungsted Badestrand hér.](https://www.horsholm.dk/p/Hoersholm Kommune/Kultur og Fritid/Syd-for-Rungsted-Badestrand_ny.pdf "Læs den fulde badevandsprofil for Syd for Rungsted Badestrand hér.")

###

                                    Regler for offentlig færdsel langs kysten

#### Hvad siger Naturbeskyttelsesloven om reglerne for offentlig færdsel langs kysten?

En stor del af arealerne langs kysten i Hørsholm Kommune er privatejede. Det er altid tilladt at færdes til fods langs kysten - også ved private arealer. Ophold og badning er tilladt langs kysten, hvis der er over 50 meter til beboelsesbygninger, og hvis der ikke er gamle haver (fra før 1916), erhvervsvirksomhed eller forsvarsanlæg ved stranden.

Du skal vise hensyn, og du skal overholde disse regler

- Støjende adfærd, ghettoblastere, musikinstrumenter og lignende er ikke tilladt.
- Hvis du har hund med, skal hunden være i snor i perioden fra den 1. april til den 30. september. Dette gælder dog ikke grundejeres hunde.
- Du må ikke sætte telt op på stranden.
- Du må kortvarigt have en båd uden motor liggende på strandbredden; men du må ikke trække en motoriseret båd op på stranden.

Adgang sker på eget ansvar.

#### Grundejerens rettigheder

Grundejeren må ikke hindre eller vanskeliggøre adgangen til stranden, men må gerne sætte skilte op med konkrete anvisninger og ordensregler.

###

                                    Badevandsanalyse

[Læs kommunens badevandsanalyser (opdateres løbende i perioden 1. juni til 31. august)](https://www.horsholm.dk/MOLIRIPAGE/b62a82ca-7b36-4cd4-973e-9c4f0338c8c8 "Læs badevandsanalyserne for 2024 (opdateres løbende)").
