Grundet den seneste måneds tørkeperiode, og med udsigt til utilstrækkeligt med nedbør frem mod Sankt Hans aften d. 23. juni, vælger Hørsholm Kommune at aflyse arrangementet.

Formand for Sport-, Fritid-, og Kulturudvalget, Nadja Maria Hageskov siger: ”Efter dialog med Nordsjællands Brandvæsen ved vi, at weekendens regnskyl kun har rykket DMI´s tørkeindex fra 10 til 9, og da prognoserne for de kommende dage ikke viser regn af afgørende karakter, må vi desværre sande, at vi er nødsaget til at aflyse arrangementet. Jeg vil i den forbindelse alligevel sige mange tak til de mange frivillige, som allerede har lagt en del kræfter i planlægningen, og jeg håber at se alle igen til næste år.”

Afbrændingsforbuddet er gældende i hele Hørsholm Kommune, hvorfor Rungsted Roklub ligeledes har besluttet aflyse bålafbrændingen ved deres arrangement på Rungsted Strand.