Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Borgmesterens nytårshilsen 2025

Kære borgere i Hørsholm - rigtig godt nytår! Når jeg ser tilbage på året, så ser jeg et år med fællesskaberne i fokus.

Svømmehallen er tilbage

Efter en lang og sej renovering kunne vi i november endelig åbne svømmehallen igen. Jeg var selv forbi på åbningsdagen og mærkede den store gensynsglæde hos børn og voksne. Svømmehallen er et af vores store fælles samlingspunkter i kommunen. Når vi ved, at Hørsholm Kommunes børn er de mest idrætsaktive i Danmark, så skal vores idrætsfaciliteter også følge med. Næste skridt bliver renovering af kunstgræsbanen, så de udendørs faciliteter også står flot til næste vinter.

Unge med idéer, der gør en forskel

Noget, der gjorde mig ekstra stolt i år, var Rungsted Skoles sejr ved den landsdækkende finale i entreprenørskabsprogrammet Projekt Edison. Det er andet år i træk at elever fra Rungsted Skole sikrer sig førstepladsen – og det er tredje år i træk, at en skole fra Hørsholm står øverst på podiet. Stort tillykke til Julius, August, Elika og Marie, der imponerede dommerpanelet med idéen om et gratis udendørs fitnessområde i Rungsted Hegn. En kreativ løsning med fællesskaberne i fokus. Super projekt og flot resultat!

Et nyt tilbud til vores ældre

Vi har i år budt velkommen til friplejehjemmet Klædebo, hvor de første beboere er flyttet ind. Det har været en af mine mærkesager at få et friplejehjem til byen, fordi det giver flere valgmuligheder og afkorter ventelisterne. Som jeg ser det, så er et friplejehjem et godt supplement til de øvrige plejehjem i kommunen. Jeg ser frem til at følge udviklingen og høre erfaringerne fra både beboere og pårørende.

En sommer med musik og fællesskab

Sommeren bød på Rungsted Havnefestival – og hvilken fest det blev! Musik, gode samtaler og masser af liv. Det er netop sådanne dage, der skaber minder og styrker sammenholdet. Tak til alle, der var med til at gøre havnefestivalen til en fed oplevelse. Vi ses i 2026!

Bedre rammer for børnene

Vi har sat gang i en stor opgave: at gøre alle vores daginstitutioner bedre. Det handler om at give børnene de bedste rammer for leg, læring og trivsel. Som det allerførste bygger vi en ny daginstitution på Alsvej og fortsætter den gennemgribende renovering af Jægerhuset. Det vil tage tid, men nu er vi i gang - og jeg er er sikker på, at det er en god investering i fremtiden.

Helhedspleje for ældre – et nyt syn på omsorg

Vi har i år taget de første vigtige skridt mod den nye helhedspleje på ældreområdet, hvor vi samler de ældres behov i forløb. Det er ikke bare en organisatorisk ændring på rådhuset, men en ny måde at tænke omsorg på. En af de vigtigste forandringer er, at den ældre knyttes til et team af faste medarbejdere. Dermed er der færre medarbejdere, der skal ind og ud af de ældres hjem. Det er en tryggere og bedre måde at lave ældreomsorg på, som jeg tror vil øge både de ældres trivsel og medarbejdernes jobglæde.

Sker der snart noget med Rungsted Havn?

Jeg ved godt, at det spørgsmål har fyldt længe. Vi ved, at det er nødvendigt at klimasikre og udvikle havneområdet. Vi ved også, at det vil tage mange år og koste mange penge. Derfor har det været vigtigt for mig, at der kommer et bredt flertal bag den beslutning, vi træffer. Jeg kommer til at sætte de fire fremtidige havnescenarier til debat og afstemning i den nye kommunalbestyrelse efter nytår – og så håber jeg på første spadestik i løbet af 2026.

Tak for tilliden

Sidst, men ikke mindst, vil jeg sige en stor tak til alle jer, der en grålig tirsdag i november stemte ved kommunalvalget. Vi havde igen i Hørsholm en tårnhøj stemmeprocent og det gør mig både stolt og ydmyg på demokratiets vegne. Den nye kommunalbestyrelse har kastet en solid og ansvarlig konstituering af sig, og jeg er glad og taknemmelig over, at jeg har fået lov til at fortsætte som borgmester fire år mere.

Med de ord vil jeg ønske alle borgere og virksomheder i Hørsholm et rigtig godt nytår. Lad os gå ind i 2026 med troen på, at vi kan skabe endnu mere og bedre sammen.

Morten Slotved
Borgmester

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os