Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyhed De første af 260 nye træer er plantet i PH Park

De første af 260 nye træer er plantet i PH Park

Udvalgsformand for Klima- og Miljøudvalget Marcus Guldager og borgmester Morten Slotved plantede onsdag d. 8. november 2023 de første to nye træer plantet i PH Park ud mod Bolbrovej. Der skal i alt plantes ca. 260 træer, ud over de gamle træer, det er lykkes at bevare.

I samarbejde med Arboretet er der valgt mange hjemmehørende arter, men også ikke-hjemmehørende arter, som vurderes at være robuste overfor klimaforandringer.

"Vi kan se, at klimaforandringerne vil betyde, at arternes sammensætning vil være anderledes end det er tilfældet i dag. Derfor er vi glade for Arboretets deltagelse i at skabe en smuk og fremtidssikret park", siger Marcus Guldager.

Træerne i PH Park kommer også til at bestå af flere forskellige størrelser. Det giver en forskellighed og diversitet i parken og er med til at give forskellige udtryk afhængig af, hvor man befinder sig i parken.

"Det er en stor milepæl, vi er nået til. Vi glæder os til at åbne op for parken for offentligheden, når den om et års tid er helt færdig", siger borgmester Morten Slotved.

Træerne, der blev plantet, er en almindelig hvidtjørn – Crataegus laevigata og en kirsebærkornel – Cornus mas. 

Parkprojektet er blevet til i et samarbejde mellem Hørsholm Kommune og Novafos, og er projekteret af et rådgiverteam Rambøll og MASU Planning. Det er anlægsentreprenørfirmaet Scheller, Hougaard og Petersen, der står for selve udførelsen af park- og sølandskab.

Parken står endeligt klar i november 2024, men vil blive overdraget gradvist i etaper, som den bliver færdig og i takt med at beboerne flytter ind.

Hørsholm kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Åbningstider på telefon

Genveje