Episode med kælvende kvie i Usserød Ådal
Lørdag den 4. oktober opdagede dyreholder ved et tilsyn, at en ung kvie, der græssede på kommunens arealer i Usserød Ådal, var ved at kælve, og at hun havde svært ved at kælve.
Derfor hjalp dyreholder med at trække kalven ud. I samråd med sin dyrlæge besluttede dyreholder endvidere at tage kvie og kalv hjem til dyreholders gård på Møn, da begge dyr var afkræftede.
Efter kælvingen forlod dyreholder kvie og kalv i en periode på ca. 2 timer for at hente en trailer til dyretransporten. Ved afhentningen havde den afkræftede kvie svært ved at komme op i traileren selv. Derfor måtte den trækkes/skubbes op. Dyreholder har oplyst, at både kvie og kalv efter hjemkomsten er kommet sig fint og har det godt.
Administrationen vurderer, at dyreholderens håndtering af episoden og hjemtransporten – også i lyset af vejrforholdene og omstændighederne ved kælvningen – var fornuftig.
Den kælvende kvie er forholdsvis ung. Dyreholder oplever sjældent at så unge dyr bliver drægtige og kælver. Dyreholder erkender, at det er en fejl og meget beklageligt. Fejlen skyldes, at en tyr (eller muligvis en tidligt kønsmoden tyrekalv) utilsigtet har fået adgang til kvierne. Dyrene er normalt adskilt, men dyreholder har oplyst, at han allerede har taget initiativ til at forbedre adskillelsen mellem handyr og hundyr, for at mindske sandsynligheden for, at det sker igen.
Hørsholm Kommune har haft et godt samarbejde med dyreholderen gennem 11 år. Samtidig har afgræsningen i Usserød Ådal stor betydning for naturen i området. Ådalen har udviklet sig til et mere varieret og artsrigt naturområde, og i 2025 blev der for første gang i 25 år observeret et ynglende vibepar. Det er et tydeligt tegn på, at naturplejen virker. Alternativet til afgræsning er maskinel slåning, som ikke giver lige så gode betingelser for biodiversiteten.
Dyreholder har set på de resterende dyr i Usserød Ådal, men kan ikke fastslå, om der evt. er andre drægtige dyr, da dyrene er meget velnærede. Dyrene tages hjem ca. 1. november.
Dyrevelfærden skal naturligvis være i orden i kommunens naturpleje, og administrationen vurderer, at dyrene i Usserød Ådal generelt har gode forhold med god plads, rigeligt foder og mulighed for at udvise naturlig adfærd. Der kan dog desværre ske uheld eller fejl i enhver form for dyrehold.
Det er dyreholderen (dyrenes ejer), der er ansvarlig for det nødvendige tilsyn med dyrene – også i weekender og på helligdage. Ifølge aftalen med kommunen har dyreholderen ansvaret for dyrenes trivsel og skal føre regelmæssigt tilsyn i overensstemmelse med de til enhver tid gældende bestemmelser i Dyrevelfærdsloven, hvorefter Fritgående dyr på græs eller lignende skal tilses jævnligt (Dyrevelfærdsloven §9, stk. 2).