Fokus på unges valgdeltagelse ved kommunalvalget
Hørsholm Kommune sætter fokus på unges valgdeltagelse ved kommunalvalget
Kommunalvalget nærmer sig, og selvom Hørsholm Kommune i forhold til valgdeltagelse ligger i toppen på landsplan, så er der denne gang også et andet mål: Hørsholm Kommunes vil OGSÅ gerne have en høj valgdeltagelse blandt de unge vælgere.
Undersøgelser viser, at mange unge tøver med at stemme, fordi de ikke tror, deres stemme gør en forskel. DUF’s Ungeanalyse 2025 peger på, at kun 46 % af danske unge føler sig trygge ved at udtrykke politiske holdninger. Det er en bekymrende tendens, som Hørsholm Kommune ønsker at vende.
”Vi har brug for, at alle borgere – også de unge – tager del i demokratiet. Vi kan se, at nogle unge er meget aktive i politik, hvor andre er mere afventende, især ved kommunalvalg. Vi, der har stemt mange gange, skal derfor minde de unge om at stemme. For dem, der stemmer, bestemmer. Og de unge skal også være med til at forme fremtiden for Hørsholm, siger borgmester Morten Slotved (C).
Kommunen har delt opslag på kommunens sociale kanaler (facebook og instagram) med mini-kampagnen ”Din stemme er guld værd”, hvor de unge opfordres til at deltage i valget – og hvor deres forældre og bedsteforældre opfordres til at give de unge et lift til valgstedet den 18. november.
Som en ekstra opmuntring får alle førstegangsvælgere en chokolade-guldbarre, når de møder op på valgstedet den 18. november. En lille symbolsk gestus til de unge vælgere, der trodser tendenserne og deltager i lokaldemokratiet.
For alle de andre vælgere vil der som altid være skåle med rigeligt almindeligt valgslik!
Kommunalvalget finder sted den 18. november. I Hørsholm Kommune er der 553 unge førstegangsvælgere pr. 18. november 2025.