Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyhed Grundige undersøgelser skal forhindre ubehagelige overraskelser i moderniseringen af Rungsted Havn

Grundige undersøgelser skal forhindre ubehagelige overraskelser i moderniseringen af Rungsted Havn

Der skal gennemføres flere indledende undersøgelser af forholdene omkring Rungsted Havn for at skabe sikkerhed for, at moderniseringen og udvidelsen af havnen holder prisen.

Da kommunalbestyrelsen i efteråret 2021 besluttede at sætte skub i arbejdet med at få moderniseret og udvidet Rungsted Havn, skete det efter en proces med grundig involvering af borgere, foreninger og havnens brugere.

Projektet, der realiseres i samarbejde mellem kommunen og havnen, rummer både en udvidelse af molerne med flere bådpladser, etableringen af en eventplads til kulturelle og rekreative aktiviteter, flere legeområder, bænke, solterrasser mm. samt et større og mere varieret strandområde. 
Siden er virksomheden WSP blevet tilknyttet som totalrådgiver for havneprojektet, og de er nu i gang med de tekniske og økonomiske beregninger, som havnebestyrelsen og kommunalbestyrelsen skal bruge for at træffe de næste økonomiske beslutninger om at gå videre med moderniseringen af havnen.

Beregninger, som forventeligt skulle præsenteres for politikerne i starten af 2024, bliver nu forsinket, oplyste administrationen på et møde med Havneudviklingsudvalget torsdag d. 7. december 2023.

Sikkerhed for prisen

Forundersøgelserne har nemlig klarlagt, at der er brug for flere beregninger for at skabe sikkerhed for, at prisen på havneprojektet holder sig på de ca. 180 mio.kr. som politikerne har sagt ja til. 

Undersøgelserne er nødvendige for at kunne regne præcist på de dyreste elementer i byggeriet. Blandt andet er der brug for geotekniske boringer og der skal udføres modeller for bølger og vandstand for præcist at beregne fx hvor mange sten, der skal bruges til at bygge moler. Alt sammen analyser, der også skal bruges senere i byggeprocessen.


- Det er god økonomisk ansvarlighed, at vi er grundige med disse forundersøgelser og indledende beregninger, så vi ikke får en ubehagelig økonomisk overraskelse senere. Vi ønsker den højest mulige sikkerhed for, hvad byggeriet ender med at koste. Man ser jo ofte, at store anlægsprojekter skrider voldsomt i pris, men vi er optaget af at passe på borgernes penge, så det vil vi undgå, siger borgmester i Hørsholm Kommune Morten Slotved (C)

I Havneudviklingsudvalget er der også fokus på budgetsikkerhed, og formand Jørgen Thorsell, der også er bestyrelsesformand for havnen, er derfor helt rolig ved forsinkelsen.

- Den ekstra tid vi bruger nu, er givet godt ud. Det er undersøgelser, som alligevel skulle laves på et senere tidspunkt, så vi forventer ikke, at det kommer til at forsinke projektet som helhed, siger han.


FAKTA 

Sådan arbejder politikerne i Hørsholm Kommune videre med planerne om moderniseringen af Rungsted Havn

  • april 2024 - temamøde for Kommunalbestyrelsen og Havnebestyrelsen, hvor den rådgivende entreprenør fortæller om resultaterne. 
  • maj 2024 - sagen forelægges Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen til endelig godkendelse 

Pressekontakt

Rune Munch Christensen
Teamleder
Center for By og Miljø
rmc@horsholm.dk 
Telefon 30 53 13 72 

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Åbningstider på telefon

Genveje