Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Hørsholm Kommune indvier sin tredje klinik: Klinik Sophielund er nu åben

Hørsholm Kommune kan nu glæde sig over åbningen af sin tredje kommunale klinik. Klinik Sophielund slog officielt dørene op den 2. marts 2026 på Aktivitetscenter Sophielund, hvor Ann Lindhardt, formand for Sundheds-, Ældre- og Socialudvalget, klippede den røde snor og bød de fremmødte velkommen.

Klinikken skal fremover understøtte en bred vifte af borgerrettede opgaver – herunder sårpleje, medicinhåndtering, rehabilitering og forebyggende indsatser. Med åbningen styrkes den nære sundhedsindsats i kommunen og skaber bedre rammer for en samlet og fleksibel hjælp tæt på borgernes hverdag.

Leder af hjemme- og sygeplejen, Angelica Pedersen, holdt tale ved åbningen og understregede klinikkens betydning for både borgere og medarbejdere:

“Med Klinik Sophielund sætter vi en tydelig ny retning for sygeplejen i Hørsholm Kommune. Her skaber vi rammer, hvor borgernes ressourcer, selvstændighed og livskvalitet er i centrum — og hvor medarbejderne får et stærkt, fagligt miljø med ansvar og udviklingsmuligheder. Det giver mere kontinuitet, større tryghed og bedre forløb for borgerne, samtidig med at vi fortsat kan tiltrække og tilknytte dygtige medarbejdere.”

Åbningen blev markeret med champagne og kransekage, og stemningen var præget af forventningsglæde over de nye muligheder, som klinikken bringer med sig.

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os