Hørsholm Kommune inviterer erhvervslivet til nytårskur med fokus på dialog, spændende oplæg og det fremtidige samarbejde
Hørsholm Kommune samler det lokale erhvervsliv til nytårskur, hvor virksomheder, politikere og samarbejdspartnere mødes til en inspirerende aften med dialog, netværk og fælles blik på fremtiden. Nytårskuren markerer samtidig starten på en ny valgperiode og sætter fokus på, hvordan samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv kan styrkes i de kommende år.
Aftenen indledes med velkomst ved borgmester Morten Slotved og formand for Erhvervs-, Bymidte- og Beskæftigelsesudvalget, Maria Dahl, som vil sætte retningen for samarbejdet med erhvervslivet i den kommende valgperiode.
“Et stærkt erhvervsliv er afgørende for Hørsholms udvikling og attraktivitet. Nytårskuren er en vigtig anledning til at mødes, lytte og tale om, hvordan vi i fællesskab skaber de bedste rammer for virksomhederne i de kommende år,” siger borgmester Morten Slotved.
Også Maria Dahl ser frem til en åben dialog med kommunens virksomheder:
“Vi ønsker et tæt, tillidsfuldt og handlingsorienteret samarbejde med erhvervslivet. Nytårskuren er startskuddet til en ny valgperiode, hvor dialog og partnerskaber bliver helt centrale for at styrke både beskæftigelse, bymidte og erhverv i Hørsholm,” siger hun.
Programmet byder blandt andet på et oplæg ved Betina Liliendal fra Liliendal Human Capital Management, om generationsbevidst ledelse i et stadig mere mangfoldigt arbejdsliv. Her sættes der fokus på, hvordan virksomheder kan udnytte det store potentiale, der ligger i at lede medarbejdere på tværs af generationer og forskelligheder.
Derudover vil direktør Rolf Eg Klint Sørensen fra Code of Care – modtager af Kongeparrets Socialpris 2025 – fortælle om partnerskabet med Hørsholm Kommune om Ungeløftet, hvor erhvervsliv og kommune samarbejder om at skabe nye veje ind på arbejdsmarkedet for unge, der står udenfor.
Nytårskuren giver samtidig deltagerne rig mulighed for uformel netværkning og videndeling på tværs af brancher og virksomheder – og for at styrke relationerne i et lokalt erhvervsliv, der spiller en central rolle i Hørsholms fortsatte udvikling.
Nytårskur for erhvervslivet
Tid: 20. januar kl. 17.00 - 21.00
Sted: Klædefabrikken, Lyngsø Allé 3, Blok A, 2970 Hørsholm
Arrangør: Hørsholm Kommune
Tilmelding: https://place2book.com/da/sw2/sales/ecl15julal