Hørsholm Kommune lancerer sanseteknologiske pakker til kommunale plejehjem og midlertidige pladser
I et nyt initiativ modtager alle kommunens plejehjem Louiselund, Margretelund, Sophielund og Breelteparken samt kommunens midlertidige pladser sanseteknologiske pakker. Pakkerne indeholder flere forskellige sanseteknologier og -produkter såsom tyngdedyr, interaktive katte og hunde, musikpuder og mindebøger. Formålet er at styrke borgernes trivsel, skabe ro uden brug af medicin og understøtte minder, nysgerrighed og nærvær.
Initiativet udspringer af erfaringer fra velfærdsteknologisk sygeplejerske Sif Bergstedt Nielsen, der på Louiselund Plejehjem har arbejdet med sanseprodukter for at berolige og støtte beboere med særligt behov for tryghed, afspænding og sansemæssig stimulering.
Sansepakkerne bliver nu et tilbud til beboerne på alle de kommunale plejehjem samt de midlertidige pladser i Hørsholm Kommune.
"Der er rigtig mange muligheder i at kunne give vores plejehjem adgang til teknologi, der kan skabe ro, vække følelser og styrke relationer. Brugen af teknologien kan bringe sanserne i spil på måder, der er meningsfulde for beboerne, i samspil med medarbejderne." siger velfærdsteknologisk sygeplejerske i Hørsholm Kommune Sif Bergstedt Nielsen.
Indholdet i sanseteknologipakkerne
Pakkerne er fordelt på plejehjemmene efter antal af beboere og består af en række udvalgte teknologier, som understøtter både kognition, trivsel og sansestimulering. I alt er der indkøbt til plejehjemmene
- 17 Interaktive katte og hunde, der kan skabe tryghed og nærvær hos borgere, der kan have behov for supplerende kontakt og selskab.
- 15 Tyngdedyr, der virker beroligende, hjælper med at regulere nervesystemet og kan anvendes ved samtaleterapi.
- 5 Musikpude med vibrationer, der kan bruges til at berolige og til afspænding.
- 22 Mindebøger, der kan vække minder hos beboere med en demenssygdom.
I forlængelse af uddeling pakkerne bliver personalet på plejehjemmene undervist i brugen af den nye teknologi.
“Jeg glæder mig til at undervise vores velfærdsteknologiske ressourcepersoner på vores plejehjem og på vores midlertidige pladser, så de føler sig rustet til at bruge teknologien hos de beboere, der kan have gavn af løsningerne” tilføjer Sif Bergstedt Nielsen.
Anvendelse af sanseteknologien vil blive løbende evalueret af Center for Sundhed og Omsorg, Hørsholm Kommune.
Fakta om Hørsholm Kommunes plejehjem
Plejehjem Sophielund
Sophielund er beliggende på en sidevej til Alsvej. Der er 60 et-rumsboliger. Boligerne tildeles borgere med demens.
Plejehjem Louiselund
Louiselund er beliggende i nærheden af Kokkedal Station. Der er 90 et-rumsboliger.
Plejehjem Margrethelund
Margrethelund er beliggende på Kong Georgsvej i Vedbæk. Der er 35 et-rumsboliger.
Breelteparkens plejehjem
Breelteparkens plejehjem er et selvejende plejehjem ved Usserød Kongevej med 51 plejeboliger.
De Midlertidige Pladser
De Midlertidige Pladser er en del af Sundheds- og Rehabiliteringscentret Hørsholm (SRH) og beligger ved Louiselund Plejehjem
Der er 22 pladser, hvoraf 2 af dem er gæstepladser.