Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Hørsholm Kommune styrker beredskabet igennem samarbejde med omkringliggende kommuner

Pressemeddelelse

Hørsholm Kommune har sammen med Allerød, Fredensborg og Rudersdal kommuner vedtaget en ny fælles beredskabspolitik og fælles koordinerende beredskabsplan. Samtidig er Hørsholm Kommunes generelle beredskabsplan blevet justeret og opdateret.

Formålet er at sikre et robust og fremtidssikret beredskab både i kommunen og i et samarbejde mellem kommuner. Et beredskab, der kan håndtere de nye og komplekse risikoscenarier som beskrevet i National Risikobillede 2025.

Det nationale risikobillede har ændret sig markant de seneste år. Risikoen for cyberangreb, klimahændelser og forsyningssvigt stiller nye og større krav til kommunernes beredskab.

”Kommunerne er i frontlinjen, når kriser rammer, men store og alvorlige hændelser overskrider ofte kommunegrænser. Derfor er samarbejde på tværs afgørende”, forklarer kommunaldirektør Morten Winge. ”Vi er klar til et forpligtende samarbejde på tværs, hvor vi fx kan sende materiel over kommunegrænsen, hvis behovet er der. Samtidig kan vi modtage støtte og hjælp fra nabokommunerne, hvis vi får behov for det. ”

Med den nye beredskabspolitik forpligter de fire kommuner tilknyttet Nordsjællands Brandvæsen sig til at styrke beredskabet i fællesskab. Den nye fælles politik sætter retningen for et fleksibelt og fremtidssikret beredskab, der kan skabe tryghed for borgere, virksomheder og ansatte under ekstraordinære hændelser på tværs af kommunerne. Den koordinerende plan beskriver de konkrete tiltag, som kriseledelsen kan gribe til.

Kommunaldirektør Morten Winge: ”Vi er kommet i mål med den fælles koordinerende beredskabsplan med nabokommunerne, og vi har fået opdateret og justeret vores egen beredskabsplan i forhold til det nye nationale risikobillede. Begge dele er jeg meget tilfreds med”.

Borgmesteren Morten Slotved udtaler: ”Med den fælles beredskabspolitik og -plan står vi stærkere end før. Det er vigtigt for mig, at vi passer på vores borgere og opretholde kritiske funktioner, hvis krisen rammer. Et samarbejde over kommunegrænsen udvider vores muligheder og gør beredskabet mere robust. Jeg er meget tryg ved aftalen med vores nabokommuner, selvom jeg håber, vi aldrig får brug for at aktivere den” siger borgmester Morten Slotved.

Ny tilgang til krisestyring

Både den nye koordinerende tværkommunale beredskabsplan og den reviderede beredskabsplan for Hørsholm Kommune bygger på rollebaseret kriseledelse. Det betyder, at der er defineret klare roller i krisehåndteringen, så kommunen kan handle mere effektivt uden at være afhængig af bestemte enkelte personer. Opgaver kan fordeles og tilpasses situationen, og personer i krisestaben kan varetage mere end en rolle, hvis der er behov for det, fx ved længerevarende eller komplekse hændelser.

Beredskabsplaner

En fælles beredskabspolitik, som fastlægger den overordnede ramme for koordinering imellem kommunerne under NSBV

Fælles koordinerende beredskabsplan niveau 0 - plan for det koordinerede samarbejde mellem kommunerne under NSBV

Beredskabsplan for Hørsholm Kommune niveau 1 – plan for at håndterer hændelser på kommuneniveau

Læs også referat af kommunalbestyrelsesmødet den 15. december 2025

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os