Hørsholm Kommune udbreder sensorteknologi til alle plejehjem
I december måned besøgte Social- og Seniorudvalget Louiselund plejehjem for at få en præsentation af sensorteknologi og høre om erfaringerne fra medarbejdere, beboere og pårørende. Louiselund har afprøvet sensorteknologi i 36 boliger med gode resultater. Teknologien monitorerer aktivitet i beboernes bolig og giver medarbejderne adgang til realtidsdata om trivsel og adfærd – uden at gå på kompromis med privatlivet.
Erfaringerne viser blandt andet:
- Færre fald og unødige indlæggelser
- Reduceret brug af psykofarmaka
- Øget tryghed for beboere
- Bedre arbejdsvilkår for medarbejdere
Social- og Seniorudvalget oplevede stor tilfredshed blandt både beboere, pårørende og medarbejdere på Louiselund plejehjem med den nye løsning. Formand for Social- og Seniorudvalget, Ann Lindgren Lindhardt, udtaler:
“Erfaringerne fra Louiselund viser, at sensorteknologi kan styrke både tryghed og kvalitet i plejen. Det giver medarbejderne et bedre overblik og mere tid til nærvær. Når erfaringerne er så gode, og teknologien samtidig giver mere tryghed for både beboere og pårørende, samt mere tid til omsorg for medarbejderne, er det helt naturligt, at vi nu udbreder løsningen til alle kommunens plejehjem.”
En pårørende til en beboer på Louiselund fortæller:
“Systemet har ikke på nogen måde skabt utryghed i relation til overvågning af den personlige frihed, men derimod tryghed med viden om, at der – ikke mindst i særlige og komplekse situationer – er et værktøj til effektivt at følge op på beboerstatus. Jeg tror, at sensorteknologi og lignende må være en del af fremtiden.”
En medarbejder supplerer:
“Sensorteknologi er et fantastisk arbejdsredskab, som giver tryghed og overblik både for beboere, pårørende og medarbejdere. Det giver os mulighed for at forebygge fald, hjælpe beboere op med det samme ved fald, opspore søvnudfordringer og urinvejsinfektioner – og samtidig respektere privatlivet. Alle bør have sensorteknologi.”
Teknologi som en del af løsningen på fremtidens udfordringer
Hørsholm Kommune ser sensorteknologi som et vigtigt skridt i arbejdet med at imødekomme rekrutteringsudfordringerne i ældreplejen. Sensorteknologien giver et detaljeret overblik over beboernes adfærd og trivsel, hvilket øger trygheden og kvaliteten i plejen. Samtidig kan hændelser som fald og adfærdsændringer dokumenteres direkte i omsorgssystemet, og data om beboernes søvn, mobilitet og trivsel kan analyseres over tid. Denne indsigt gør det muligt for medarbejderne at prioritere ressourcerne bedre, frigive tid til nærvær og omsorg samt understøtte opgaveløsningen på en effektiv måde.
Kommunalbestyrelsen beslutter udbredelse
På baggrund af de positive erfaringer har Kommunalbestyrelsen nu besluttet at udbrede sensorteknologi til kommunens tre plejehjem i 2026. Dermed bliver teknologien en integreret del af Hørsholm Kommunes ældrepleje.
Med denne satsning tager Hørsholm Kommune et vigtigt skridt mod en fremtidssikret ældrepleje, hvor teknologi og omsorg går hånd i hånd.