Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Hørsholm Kommune vinder national skoletrafiktest

Hvert år gør kommunens folkeskoler en stor indsats for at lære deres elever at blive sikre trafikanter. Den indsats har Rådet for Sikker Trafik nu belønnet med en flot førsteplads i den årlige sammenligning af alle kommuners indsatser

Hørsholm Kommune vil mere

Formanden for kommunens Børne- og Skoleudvalget, Maj Allin Thorup (K), glæder sig over, førstepladsen: ”Førstepladsen viser, at det store arbejde med at prioritere trafikundervisningen i skolerne har båret frugt. Det gør vores børn mere sikre i trafikken og os forældre noget roligere, når vi sender børnene ud på cykelstier og veje.”

Formanden for Klima- og Miljøudvalget, Marcus Guldager (S) er også glad for den gode nyhed: ”Flot førsteplads! Og vores ambition stopper ikke her. Målet er at få endnu flere børn og unge til at cykle mere, derfor gennemfører vi i dette skoleår bl.a. cykelundervisning i alle børnehaver, samt cykelundervisning på næsten alle klassetrin”.

Hvad er det, som den nye undersøgelse viser?

I den årlige ”Kommunernes Skoletrafiktest”, som Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion står bag, kan man se, hvordan kommuner og skoler klarer arbejdet med at lære børn og unge at færdes sikkert i trafikken.

Testen undersøger om folkeskolerne gennemfører den obligatoriske trafikundervisning, jf. Børne- og Undervisningsministeriets Fælles Mål for Færdselslære, og om alle privat- og friskoler gennemfører trafikundervisning, der står mål med folkeskolens undervisning i færdselslære. Testen undersøger også, hvad kommunerne gør for at understøtte området.

I ”Kommunernes Skoletrafiktest” kan man også se, hvordan alle kommuner har klaret sig siden sidste år. Testens resultater findes fra uge 45 på www.sikkertrafik.dk/trafiktest

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os