Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Katja Loran modtager Lederprisen 2025

Lørdag den 8. november blev Lederprisen 2025 uddelt under festlige rammer på Hørsholm Stadion, hvor stemningen var høj og boldglæden stor.

Midt i halvlegen af 3. divisionskampen mellem HUI og Vejgaard B blev Katja Loran, næstformand i HUI Fodbold, hædret med Hørsholm Kommunes Lederpris for sin mangeårige og engagerede indsats i det lokale foreningsliv.

Lederprisen er Hørsholm Kommunes officielle anerkendelse af en frivillig leder, der har ydet en særlig indsats i en folkeoplysende forening. Prisen har været uddelt siden 1968 og ledsages af 10.000 kr. til den forening, prismodtageren er tilknyttet.


Katja Loran har gennem otte år været en uundværlig drivkraft i HUI Fodbold, en af landets største fodboldklubber med omkring 1.400 medlemmer og op mod 150 frivillige. Hun varetager en bred vifte af opgaver – fra SoMe- og materielansvar til at være bindeled mellem trænere, børn og forældre. Katja står desuden bag Danmarks største fodboldcamp for børn, som hvert år samler flere hundrede deltagere i sommerferien, og hun er aktiv i Idrætsrådet i Hørsholm.


Det var HUI Fodbolds bestyrelse, der indstillede Katja til prisen, og udvalgsformand for Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget, Caroline Victoria Christensen, stod for den officielle overrækkelse. Hun udtalte i forbindelse med prisuddelingen:
“Katja er en af de personer, der får det hele til at hænge sammen – både i klubben og i det lokale foreningsliv. Hun er tydelig i sit lederskab, favner alle og har en energi, der smitter. Lederprisen er en hyldest til hendes engagement og hjerte for fællesskabet.”

Katja Loran blev valgt blandt seks stærke kandidater, og hendes indsats har ifølge HUI’s bestyrelse gjort en reel forskel – ikke kun for klubben, men for hele Hørsholm. Lederprisen 2025 er en velfortjent anerkendelse af hendes store bidrag til det lokale fællesskab.

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os