Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nedlæggelse eller udskiftning af ældre brændeovne og pejseindsatse i høring.

Forskrift om nedlæggelse eller udskiftning af ældre brændeovne og pejseindsatse er sat i høring.

Hørsholm Kommune har sendt en ny forskrift i høring, som har til formål at nedbringe luftforurening fra ældre brændeovne og pejseindsatse. Forslaget er udarbejdet på baggrund af en prioriteret indsats besluttet af Kommunalbestyrelsen.

Forskriften lægger op til, at ældre brændeovne og pejseindsatse, der er installeret før 1. juni 2008, enten skal udskiftes eller nedlægges i områder med kollektiv varmeforsyning. Ældre anlæg udleder markant flere sundhedsskadelige partikler end nyere modeller og har derfor en væsentlig betydning for luftkvaliteten – særligt i tætbebyggede områder.

Forslaget sættes i offentlig høring, og borgere og andre interesserede har mulighed for at indsende bemærkninger, inden Kommunalbestyrelsen tager endelig stilling. Fristen for at komme med bemærkninger er senest d. 9. marts 2026.

Derfor foreslås en ny forskrift

Forskriften bygger på nationale regler, der giver kommunerne mulighed for at stille krav om udskiftning eller nedlæggelse af ældre brændeovne i områder med adgang til fjernvarme eller gas. Formålet er at reducere partikelforurening og forbedre sundheden for borgerne.

Forskriften vil kun gælde i områder med kollektiv varmeforsyning og omfatter ikke blandt andet antikke brændeovne, kakkelovne, masseovne, pilleovne eller brændeovne i fredede bygninger.

Efter en eventuel vedtagelse vil berørte ejere som udgangspunkt have 12 måneder til at udskifte eller nedlægge deres brændeovn eller pejseindsats.

Du kan finde forskriften på Høringsportalen

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os