Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Ny chef for Center for Politik, Personale og It i Hørsholm Kommune

Anne Straarup Skræp bliver pr. 1. januar 2026 Hørsholm Kommunes nye chef for Center for Politik, Personale og It.

Anne Straarup Skræp kommer fra en stilling som sekretariatschef i Børne- og Kulturforvaltningen i Esbjerg Kommune. Her har hun de seneste 5 år haft ansvaret for betjeningen af to politiske udvalg og for de centraladministrative funktioner i en forvaltning med 3.500 medarbejdere.

Hørsholms Center for Politik, Personale og It understøtter kommunalbestyrelsen, direktionen, borgmester og funktioner på tværs af organisationen med alt fra sekretariatsbetjening, projektledelse, jura, digitalisering, kommunikation, HR og IT.

Kommunaldirektør Morten Winge var formand for ansættelsesudvalget og udtaler: ” Efter en god udvælgelsesproces blandt 42 ansøgere er valget faldet på Anne Straarup Skræp som ny centerchef for Hørsholms Center for Politik, Personale og IT”.
”Anne har den helt rigtige erfaring at træde ind i jobbet med, og vi oplevede til samtalerne en utroligt velreflekteret og behagelig leder, med en god struktur og orden i både penalhuset og de menneskelige værdier. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til at præsentere Anne for kommunalbestyrelsen og for medarbejderne i centret”, siger kommunaldirektør Morten Winge.

”Jeg glæder mig utrolig meget”, fortæller Anne Straarup Skræp, ”både til at møde medarbejderne i Center for Politik, Personale og It og til samarbejdet med politikere og resten af rådhuset. Jeg har fået et virkeligt godt indtryk af Hørsholm Kommune, og især tankerne om det stærke fællesskab i en mindre kommune tiltaler mig. Min første opgave bliver at sikre en god start for den nye kommunalbestyrelse, og det glæder jeg mig til at tage fat på”.

Anne Straarup Skræp (50 år) er uddannet cand.mag. fra Københavns Universitet. Hun tager over efter Julie Appelt Honoré, der skifter til en stilling som kontorchef i KL.

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os