---
title: "Ny Handicappolitik i Hørsholm Kommune"
date: "2026-06-22"
created: "2026-06-22"
---

[Hjem](https://www.horsholm.dk/)

                    [Nyhed](https://www.horsholm.dk/nyhed)

                [Ny Handicappolitik i Hørsholm Kommune](https://www.horsholm.dk/nyhed/ny-handicappolitik-i-hoersholm-kommune)

# Ny Handicappolitik i Hørsholm Kommune

Ny handicappolitik i Hørsholm Kommune skal styrke arbejdet med at skabe bedre tilgængelighed og lige muligheder for borgere med handicap.

Hørsholm Kommunes Kommunalbestyrelse har godkendt en ny handicappolitik. Politikken skal sikre, at alle børn, unge og voksne med handicap kan leve et godt liv, deltage aktivt i samfundslivet og udvikle deres ressourcer på lige fod med alle andre. Med politikken tager kommunen et fælles ansvar for at nedbryde barrierer og styrke inklusionen på alle områder – fra dagtilbud og skole til arbejdsliv, bolig og fritid

Politikken er udarbejdet i tæt samarbejde med Handicaprådet, borgere, fagprofessionelle og lokale aktører og tager afsæt i FN’s Handicapkonvention. Den erstatter den tidligere politik fra 2018 og skal sikre, at Hørsholm Kommune fortsat lever op til de fire grundprincipper: ligebehandling, kompensation, sektoransvarlighed og solidaritet.

– *"I Hørsholm skal alle have mulighed for at deltage aktivt i fællesskabet, uanset handicap. Med den nye handicappolitik styrker vi fokus på tilgængelighed, inklusion og lige muligheder gennem hele livet."*

siger formand for Sundheds-, Ældre og Socialudvalget, Ann Lindgren Lindhardt.

 ****

## **Fokusområder i den nye handicappolitik**

Politikken definerer seks centrale indsatsområder, der skal styrke inklusionen og tilgængeligheden for borgere med handicap:

- Fællesskab og inklusion: Styrket deltagelse i foreningsliv, kultur og fritid, herunder aktivt arbejde med Solsikkeprogrammet for borgere med usynlige handicap.
- Tilgængelighed: Bedre fysisk og digital tilgængelighed, herunder overholdelse af WCAG 2.1 AA-standarder og inddragelse af Handicaprådet i byggeprojekter.
- Børne- og ungeliv: Inkluderende læringsmiljøer i dagtilbud og skoler, herunder støtte til børn med særlige behov via PPR, specialklasser og specialskole.
- Arbejdsliv: Styrket samarbejde med virksomheder og initiativer som KLAP-job for at flere borgere med handicap kommer i beskæftigelse.
- Bolig og daglige miljøskift: Sikring af handicapvenlige boliger, botilbud og støtte til selvstændighed, herunder bofællesskaber.
- Samarbejde mellem kommune og borger: Koordinerede og tværfaglige indsatser med fokus på kontinuitet, gennemsigtighed og tillid i sagsbehandlingen.

## **Næste skridt**

For at omsætte politikken til praksis vil administrationen i samarbejde med Handicaprådet og relevante forvaltninger arbejde videre med at konkretisere indsatser, prioriteringer og en handleplan i de kommende år. Derudover vil kommunen fortsat inddrage borgere, pårørende og lokale aktører for at sikre, at politikken lever op til målet om lige muligheder for alle.

– *"Vi har fået en god og ambitiøs handicappolitik – og nu skal den omsættes til virkelige forandringer. Det er vigtigere end nogensinde, nu hvor den generelle politiske stemning og rammevilkår har svært ved at holde trit med det voksende behov for at hjælpe de i vores samfund, som har allermest brug for støtte.”* siger formand for Handicaprådet, Gunnar Teis Hansen.

Handicappolitikken er blevet tiltrådt både af Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget og er endeligt tiltrådt på Kommunalbestyrelsens møde den 26. maj 2026.
