---
title: "Nyt skilt på Rungsted Havn fortæller historien om livet i Øresund"
description: "Et nyt informationsskilt sætter fokus på den unikke natur i Marine Naturnationalpark Øresund."
date: "2026-10-09"
created: "2026-10-09"
---

[Hjem](https://www.horsholm.dk/)

                    [Nyhed](https://www.horsholm.dk/nyhed)

                [Nyt skilt på Rungsted Havn fortæller historien om livet i Øresund](https://www.horsholm.dk/nyhed/nyt-skilt-paa-rungsted-havn-fortaeller-historien-om-livet-i-oeresund)

# Nyt skilt på Rungsted Havn fortæller historien om livet i Øresund

Et nyt informationsskilt sætter fokus på den unikke natur i Marine Naturnationalpark Øresund.

Danmarks marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund har fået nye informationsskilte, der skal gøre flere opmærksomme på den natur, som gemmer sig under havets overflade. Ét af skiltene er sat op på sydmolen ved Rungsted Havn, hvor det fortæller om det særlige dyre- og planteliv i Øresund.

De nye skilte skal hjælpe besøgende med at få øje på den natur, der ellers kan være svær at få øje på fra kysten.

Skiltet på Rungsted Havn fortæller blandt andet om de mange fisk, der passerer gennem Øresund på deres gydevandringer, herunder sild, makrel og hornfisk. Det giver også indblik i livet på havbunden, hvor blandt andet korallen søfjer, påfugleorm og den særlige molboøsters lever.

*”Vores havnatur er under massivt pres, og der er et stort arbejde i gang med at få naturen under havoverfladen genoprettet og beskyttet. Heldigvis er vi allerede i gang, og det bliver nu endnu mere tydeligt for forbipasserende med de nye skilte til de to marine naturnationalparker. Skiltene skal synliggøre den spændende natur og de arter, der lever under overfladen. For kendskab til vores fælles natur – og her helt specifikt det dyre- og planteliv, der er i Øresund og Lillebælt – er en forudsætning for at kunne passe på den”*, siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.

I Hørsholm Kommune glæder man sig over, at et af skiltene nu er placeret på Rungsted Havn, hvor mange borgere og besøgende færdes året rundt.

*"Mange kender Øresund som et sted for sejlads, badning og friluftsliv, men færre kender det rige liv, der findes under havoverfladen. Med det nye skilt på Rungsted Havn kan vi give både borgere og besøgende et indblik i den særlige natur, vi er omgivet af i Hørsholm, og skabe større forståelse for, hvorfor den er værd at passe på"*, siger Marcus Guldager (A), formand for Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune.

Skiltene er illustreret med akvareller udarbejdet af Illumia ApS. Der er i alt opsat 42 skilte i tilknytning til de marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund.

**Fakta om marine naturnationalparker**

De marine naturnationalparker:

- indeholder særlige naturværdier
- har en stor andel af beskyttede områder med mindst én kerne af streng beskyttelse
- indeholder forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber
- indeholder ikke zoner til råstofindvinding, og negativ påvirkning fra menneskelig aktivitet søges begrænset mest muligt
- danner ramme om passiv og aktiv marin naturgenopretning
- danner ramme om formidling af havnatur, friluftsliv og bæredygtig turisme.

Læs mere om de marine naturnationalparker hos Miljøstyrelsen. I aftalen om parkerne fra februar 2026 indgår desuden, at der skal udpeges yderligere fem marine naturnationalparker. Placering og udformning af disse er endnu ikke besluttet.
