Tidligere borgmester i Hørsholm Kommune Uffe Thorndahl er død
Uffe Thorndal var borgmester i Hørsholm Kommune i perioden 2001-2009. Han blev 84 år.
Uffe Thorndahl var aktiv i både kommunal- og landspolitik. Fra 1977 til 1983 var Uffe Thorndahl folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, og efter at han stoppede i Folketinget i 1984, meldte han sig ind hos De Konservative. Ved kommunalvalget i 1989 og 20 år frem var han en del af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune. Fra 2001 og de efterfølgende otte år var han kommunens borgmester. I 2008 meldte Uffe Thorndahl sig ud af De Konservative og afsluttede sin borgmesterperiode som løsgænger.
Borgmester Morten Slotved udtaler:
Jeg er ked af at erfare, at tidligere borgmester Uffe Torndal er død. Uffe var en af grundene til, at jeg for mere end 20 år siden fik mod på og lyst til at gå ind i politik. Gennem vores familier fortsatte vi vores venskab også efter, at Uffe havde forladt politik og var flyttet fra Hørsholm. Han blev ikke mindre engageret med årene, og selv på sine ældre dage var han fortsat meget optaget af politik og samfundsforhold. Jeg sender min varme kondolence til Uffes hustru og familie.