---
title: "Tre markante profiler i Team Hørsholms bestyrelse takker af"
description: "Efter mere end ti års frivillig indsats for eliteidrætten i Hørsholm har Karsten Aabrink, Henrik Grønfeldt-Sørensen og Mike Steen Hansen valgt at træde ud af Team Hørsholms bestyrelse ved den nyligt afholdte generalforsamling."
date: "2026-10-08"
created: "2026-10-08"
---

[Hjem](https://www.horsholm.dk/)

                    [Nyhed](https://www.horsholm.dk/nyhed)

                [Tre markante profiler i Team Hørsholms bestyrelse takker af](https://www.horsholm.dk/nyhed/tre-markante-profiler-i-team-hoersholms-bestyrelse-takker-af)

# Tre markante profiler i Team Hørsholms bestyrelse takker af

Efter mere end ti års frivillig indsats for eliteidrætten i Hørsholm har Karsten Aabrink, Henrik Grønfeldt-Sørensen og Mike Steen Hansen valgt at træde ud af Team Hørsholms bestyrelse ved den nyligt afholdte generalforsamling.

Gennem årene har de tre bestyrelsesmedlemmer været med til at udvikle Team Hørsholm fra en relativt lille støtteordning til et stærkt netværk af lokale virksomheder, der sammen bidrager til at skabe gode rammer for kommunens talent- og eliteidræt. Deres indsats har været medvirkende til, at Team Hørsholm i dag står som en vigtig samarbejdspartner for eliteidrætten i Hørsholm.

Særligt Karsten Aabrink og Henrik Grønfeldt-Sørensen har sat deres aftryk på Team Hørsholms udvikling og professionalisering. Gennem et målrettet arbejde med at engagere lokale virksomheder er medlemskredsen vokset markant gennem årene.

"Når Team Hørsholm hvert år kan uddele omkring én million kroner til eliteidrætten i Hørsholm, skyldes det i høj grad Karsten Aabrinks sociale ansvarlighed, store engagement og stærke netværk blandt lokale virksomheder. Han har formået at samle erhvervslivet om en fælles ambition om at støtte kommunens unge talenter og eliteudøvere," siger Morten Slotved, formand for Team Hørsholm.

For de tre afgående bestyrelsesmedlemmer er beslutningen præget af både stolthed og vemod.

Karsten Aabrink: "Det har været fantastisk at være en del af Team Hørsholm. Det er virkelig inspirerende og meningsfuldt at få lov til at følge vores dygtige og dedikerede idrætsudøvere på tæt hold og se dem vokse – både sportsligt og personligt. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vores frivillige indsats for Team Hørsholm har gjort en reel forskel for kommunens unge eliteidrætsudøvere. Jeg håber, at den nye bestyrelse vil bygge videre på det stærke fundament, vi har skabt og fortsat støtte de unge mennesker på deres vej mod nye sportslige mål."

Mike Steen Hansen: ”Det har været et stort privilegium at være en del af Team Hørsholms arbejde, men nu tiden inde til at lade nye kræfter komme til. Jeg håber, at den kommende bestyrelse vil bevare den tætte kontakt til klubberne og sponsorerne og samtidig være åben for nye idéer. Jeg glæder mig meget til at følge Team Hørsholm fremadrettet.”

Henrik Grønfeldt-Sørensen: Jeg forlader bestyrelsen med stor glæde og stolthed over det, vi har været med til at skabe og med en stor tak til alle dem, jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med undervejs. Jeg håber, at den nye bestyrelse fortsat vil være nysgerrige, tænke langsigtet og fortsætte med at bygge stærke relationer til foreningerne, kommunen og erhvervslivet. Og vigtigst af alt - nyd muligheden for at følge de mange dygtige mennesker, der hver eneste dag lægger tid,
energi og passion i deres sport.”

Morten Slotved lægger ikke skjul på, at de tre profiler vil blive savnet.

"Karsten, Henrik og Mike har ydet en uvurderlig indsats gennem mange år. De har bidraget med stor faglighed, stærke netværk og et oprigtigt engagement i både Team Hørsholm og eliteidrætten. På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne rette en stor tak for deres mangeårige indsats for at gøre Hørsholm til en attraktiv kommune for talent- og eliteidræt."

Den nye bestyrelse består af Morten Slotved (medlem siden 2011), Hans Henrik Heidensleben (medlem siden 2022), Annette Wiencken (medlem i 2015-2021 og nyvalgt), Anders Sindal Kjøge (nyvalgt) samt Jesper Krogh Støttrup (nyvalgt).

Bestyrelsen vil i den kommende periode have fokus på at videreudvikle Team Hørsholms visioner og samtidig sikre et stærkt økonomisk fundament for fremtiden.

"Vi har sammensat et stærkt hold, og jeg glæder mig til arbejdet med den nye bestyrelse. Sammen vil vi sikre, at Team Hørsholm også i de kommende år kan bidrage til at udvikle og understøtte eliteidrætten i Hørsholm," siger Morten Slotved.

![](https://www.horsholm.dk/i/MOLIRIMEDIA/50bc21d1-930e-4311-9ea3-712ffb96c009?width=800)Mike Steen Hansen

![](https://www.horsholm.dk/i/MOLIRIMEDIA/d9b731ea-3727-4abe-868f-663969532705?width=800)Henrik Grønfeldt-Sørensen

![](https://www.horsholm.dk/i/MOLIRIMEDIA/df3846af-e11b-41f4-bf39-0609b035efb6?width=800)Karsten Aabrink
