Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Trykflasker og sprayflasker skal sorteres som farligt affald

Du må ikke smide trykflasker og spraydåser i skraldespanden – det kan skabe farlige situationer for skraldefolkene.

Beholdere under tryk findes i mange husholdninger – fx i form af lattergaspatroner, kulsyreflasker til sodavand eller spraydåser med hårspray, deodorant og flødeskum, men også mindre gasflasker til grill. De er ofte lavet af metal og kan derfor se ud, som om de hører til i beholderen til glas og metal. Det gør de ikke.

Selvom flaskerne og dåserne virker tomme, er der næsten altid en lille rest gas tilbage. Når disse beholdere kommer i skraldebilen eller ind på sorteringsanlægget, kan de blive udsat for tryk – og så risikerer de at eksplodere.

En eksplosion i skraldebilen kan opstå, hvis der er gas og gnister til stede på samme tid. Det er derfor ikke kun for miljøets skyld, at tryk- og gasflasker skal sorteres som farligt affald, men også for vores skraldemænds sikkerhed.

Se denne video af Odense Renovation, der viser risikoen, hvis trykflasker ender i skraldebilen:
Spraydåser og gasflasker skaber farlige situationer for byens skraldemænd – Odense Renovation

Batterier er også farligt affald

På samme måde som trykflasker er batterier også farligt affald, derfor er det vigtigt ikke at aflevere dem i dine affaldsbeholdere til fx metal eller restaffald.

Se også nedenstående lille video om hvorfor batterier er farligt affald.

Vigtigt - sådan gør du

Du skal altid aflevere trykflasker og spraydåser som farligt affald enten i din røde miljøboks / kemiskab (viceværtsordning) eller på genbrugspladsen.

Du kan ikke aflevere batterier i den røde miljøboks, men du kan i stedet lægge dem i en gennemsigtig pose på maks. 4 liter (husk knude) og placere dem oven på en af dine affaldsbeholdere, eller du kan aflevere dem på genbrugspladsen.

Bor du i etagebolig med kemiskab, kan du også aflevere batterierne her.

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os