Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Vær med når vi fejrer Arkitekturens Dag i Hørsholm

Hørsholm Kommune inviterer til tre dages arrangementer i anledning af Arkitekturens Dag, hvor naturens historiske og nutidige betydning for byens udvikling og hverdagsliv er i fokus.

Kom med når Hørsholm Kommune i samarbejde med Museum Nordsjælland, Arboretet og Karen Blixen Museet byder velkommen til Arkitekturens dag under temaet:

Det grønne Hørsholm – fra kongelig rekreation til naturrig by.


Arkitekturens dag falder i år den 6. oktober og temaet er ”hverdagsliv”. I Hørsholm stiller vi skarpt på naturens tilstedeværelse i byudviklingen - herunder hvordan den historisk har haft betydning samt hvad den gør for klimaet, biodiversiteten og sanserne i nutidens by.

Fejringen løber over 3 dage i oktober og programmet kan ses nedenfor:


Fra borg til barok - hvor bygninger vokser af landskabet

Søndag d. 5. oktober fra kl. 14:00-15:15

Tag med forfatter Malene Rossau på vandring i Hørsholm Slotshave søndag d. 5. oktober. Fra middelalderborg til barokslot og videre til byens have. På denne vandring i Hørsholm Slotshave bevæger vi os gennem historien og stiller skarpt på det tætte samspil mellem menneske, arkitektur og natur i slotshaven – dengang og i dag. Vandringen tager udgangspunkt i hvordan de grønne områder fra starten har spillet sammen med de borge, slotte og bygninger, som stormænd og kongelige fik skabt i Hørsholm.

Mødested: Hørsholm Egns Museum, Sdr. Jagtvej 2, 2970 Hørsholm

Medbring: Turen foregår udenfor, så husk praktisk fodtøj og tøj, der passer til vejret.

Tilmeld dig hér.


Guidet tur i Helseskoven Octovia & Terapihaven Nacadia

Mandag d. 6. oktober fra kl. 13:00 – 15:00

Kom med på en guidet tur i Arboretets terapihave og helseskov med landskabsarkitekt Ulrika K. Stigsdotter, hvor du bl.a. kan høre hvordan og hvorfor naturen kan bruges i sammenhæng mellem sundhed og design ud fra et forebyggende og behandlende perspektiv.

Mødested: Vi mødes ca. 100 meter indenfor porten til Arboretet, Arboretvej 3, 2970 Hørsholm.

Medbring: Turen foregår udenfor, så husk praktisk fodtøj og tøj, der passer til vejret.

Tilmelding via Place2Book


Naturbyg i fuglereservatet ved Karen Blixen Museum, Rungstedlund

Fredag d. 31. oktober fra kl. 11:30 - 14:30

Kom med naturvejleder Mireille på oplevelse, hvor vi kombinerer fantasi, kreativitet og naturens egne materialer.

Vi starter med en kort vandretur i fuglereservatet, hvor vi ser nærmere på de mange byggematerialer dyrene bruger og som naturen stiller til rådighed: bark, grene, blade, mos, sten og blomster. Undervejs taler vi om materialernes egenskaber og deres betydning i naturens kredsløb og vi samler materialer til selv at bygge.

Derefter skaber vi vores egne små huse og landskaber af de indsamlede materialer. Her er der plads til fordybelse og kreativ udfoldelse.

Mødested: Karen Blixen Museum, Rungstedlund, Rungsted Strandvej 111, 2960 Rungsted

Medbring: Praktisk fodtøj og tøj, der passer til vejret.

Tilmelding: Familie-værksted - Naturbyg i Fuglereservatet på Rungstedlund | Billetter | Rungsted Kyst | Familie & Uddannelse | Billetto — Denmark

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os