Folketinget har igennem de sidste mange år flyttet flere og flere penge fra hovedstadsområdet til Jylland. Beløbet er fordoblet siden 2007 og er i 2019 oppe på 14 mia.kr. Alene i Hørsholm Kommune gives der hvert år 600 mio. kr til de jyske kommuner. “Det giver simpelthen ikke mening,” siger borgmester Morten Slotved.

Færre penge til velfærd

Stigningen fra 2007 til 2019 på 7 mia. kr. svarer til 7,5 % af udgifterne til offentlig service i hovedstadsområdet. Ressourcer som kunne være brugt på ældrepleje, daginstitutioner og skoler.

”Med den økonomi som Hørsholm Kommune har i øjeblikket, hvor særligt børne- og ældreområdet er under gevaldigt pres, giver det slet ikke mening, at vi betaler 600 mio. kr. til resten af landet gennem udligningen,” udtaler Morten Slotved.

Kampagnen råber folketingskandidaterne op

En ny Megafon-undersøgelse viser, at et stort flertal af hovedstadsområdets folketingskandidater efter det kommende folketingsvalg vil arbejde for, at området ikke skal betale mere i landsudligning. Det glæder borgmester Morten Slotved:

”Jeg støtter fuldt ud op om kampagnen, og jeg mener at vi skal være ambitiøse og arbejde for at sænke hovedstadskommunernes udligning til resten af landet. En familie i hovedstadsområdet, der bor i hus, har i gennemsnit 96.000 kr. mindre til rådighed om året end den samme familie ville have, hvis den boede i Nordjylland. Det er helt urimeligt.”

I dag flyttes der så mange penge fra hovedstadskommunerne til landets øvrige kommuner, at borgerne i hovedstadskommunerne ikke får samme betingelser som i landets øvrige kommuner.