120 ideer og ønsker

I 2019 blev borgerne spurgt via Facebook, Instagram og kommunens hjemmeside, hvilke ønsker de havde, hvis de skulle bruge skovene i Hørsholm Kommune mere i hverdagen og weekenden.

Hørsholm Kommune modtog mere end 120 ønsker, og de er blevet bearbejdet af Miljø- og Planlægningsudvalget, som nu beder om borgernes hjælp igen.

”Vi vil gerne høre, hvad det er borgerne har mest efterspørgsel på i skoven. På BorgerLab udfolder vi de faciliteter, som budgettet kan bære, og alle de stemmer vi får ind, kommer til at veje på vægtskålen, når vi skal træffe beslutning om, hvilke faciliteter, vi går videre med,” siger formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Jan H. Klit.

Afgiv din stemme senest 6. maj

Fra d. 15. april 2020 åbnes der op for et spørgeskema på BorgerLab, som er kommunens digitale platform til dialog med borgerne. På BorgerLab kan man stemme på de tre faciliteter, som man synes bedst om. For at give sin mening til kende, skal man registrere sig som bruger på borgerlab.horsholm.dk og tilgå projektet ”Friluftsliv i Rungsted Hegn”.

Afstemningen er åben frem til 6. maj, så skynd dig ind og vær med til at få indflydelse på, hvad der skal ske i skoven!