To gange om året vedtager Folketinget en ny lov som tildeler statsborgerskab til nye statsborgere. Hvis du har ansøgt om dansk statsborgerskab i 2019 eller derefter, skal du deltage i en grundlovsceremoni i den kommune, du er bosiddende i.

Ved grundlovsceremonien skal du skrive under på, at du vil overholde grundloven. Kravet om at udveksle håndtryk med én eller flere repræsentanter fra byrådet er for nuværende suspenderet grundet Covid19.

Fra 2020 afholder Hørsholm Kommune to gange om året en grundlovsceremoni. 

Tilmelding

Hørsholm Kommune afholder den første grundlovsceremoni den 20. august i tidsrummet kl. 16-18.

Grundlovsceremonien vil finde sted i kantinen på Hørsholm Rådhus, Slotsmarken 13, 2970 Hørsholm.

Du skal tilmelde dig senest den 3. august 2020.

Du har samtidigt mulighed for at tilmelde 2-3 gæster. Hørsholm Kommune sørger for, at alle regler ift. Covid 19 overholdes. Afhængigt af hvor mange tilmeldinger der kommer, vil du modtage en tilbagemelding på, i hvilket tidsrum din ceremoni holdes.

Tilmeld dig (nyt vindue)

Husk at medbringe

Til grundlovsceremonien skal du medbringe gyldig legitimation med foto. Vælg mellem en af nedenstående:

  • Opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark.
  • Pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU-/EØS-medlemsland eller i Schweiz.
  • Pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end et EU-/EØS-medlemsland eller Schweiz, og hvori der er isat en opholdssticker.

Du skal også medbringe den blanket, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har fremsendt til dig i forbindelse med sagens behandling. Blanketten hedder ”blanket til afgivelse af erklæring”. Blanketten må ikke være underskrevet på forhånd.

Efter ceremonien

Efter grundlovsceremonien indsender Hørsholm Kommune den underskrevne blanket til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Ministeriet registrerer herefter, at du er blevet dansk statsborger og sender et statsborgerretsbevis til dig.

Nu kan du med hjælp fra Borgerservice få udstedt et dansk pas.

 

Yderligere information:

Læs om Lovforslaget L 41 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse (nyt vindue)

Læs mere om deltagelse i grundlovsceremonien på Udlændinge og Integrationsministeriets hjemmeside (nyt vindue)