I en hvilken som helst kommune og by i landet, er der en lang række opgaver, der altid løses fordi de er af kritisk karakter, og det gælder f.eks. opgaven med at pleje syge og ældre. Den opgave og mange andre er blevet løst gennem hele ned- og genoplukningen i foråret. Der var så også en del opgaver, som ikke blev løst, eller løst på andre måder.

Men nu, hvor vi befinder os midt i sommeren, er det meste i drift og tilbage til det, der minder om hverdagen fra før 11. marts 2020, da statsministeren holdt den skelsættende tale til landet. Velkendt, men fortsat tilpasset de nye corona-vaner, som f.eks. betyder, at de udendørs træningsredskaber lige sprittes af inden brug eller, at man holder god afstand til den næste i bibliotekskøen.

Borgmester Morten Slotved gør status over 3-4 mdr. som har krævet noget ekstra af de fleste.

”Borgerne og deres pårørende har bakket op på allerbedste vis selvom der er blevet stillet store krav til at håndtere en anderledes hverdag. Det vil jeg gerne sige alle en stor tak for,” siger borgmester Morten Slotved. ”Her tænker jeg især på situationen på plejecentrene og bosteder, hvor der har været besøgsforbud i en periode og hvor familier ikke har kunne se hinanden. Det har betydet et enormt afsavn og krævet ekstra styrke at komme igennem. Forbuddet er gradvist blevet lempet og nu er det heldigvis også muligt at gennemføre indendørsbesøg.”

Børnenes hverdag

Også børnene kommer et skridt tættere på det velkendte…Med de seneste retningslinjer fra Børne- og Undervisningsministeriet og Sundhedsstyrelsen kan vuggestuer, børnehaver og skoler vende tilbage til en mere normal hverdag efter sommerferien. Det er f.eks. Sundhedsstyrelsens samlede vurdering, at dagtilbud og skoler fra 1. august 2020 kan fravige den generelle anbefaling om at holde minimum 1 meters afstand mellem børn i samme gruppe (fravigelsen af afstandskravet gælder ikke generelt, ligesom børn der er kede af det, bliver trøstet af en voksen.). Derudover bliver skoleelever undervist efter de almindelige bestemmelser i lovgivningen og ikke nødundervisning.

Kan træde til om nødvendigt

Hørsholm Kommune har fuld fokus på fortsat at efterleve retningslinjerne, hvor afstand og god håndhygiejne, som nævnt, er blevet en nødvendig og fast del af hverdagen overalt.  Hørsholm Kommune er også fortsat i beredskab og kan om nødvendigt iværksætte de tiltag som en evt. kritisk situation måtte kræve.

”Selve nedlukningen i marts skete hurtigt, mens genåbningen er sket i kontrollerede etaper med en del retningslinjer til følge. Det er heldigvis gået så godt, at vi er godt i gang med noget, der minder om en velkendt hverdag.,” siger Morten Slotved. ”I Hørsholm håber og arbejder vi for, at tingene fortsat udvikler sig i den rigtige retning, men hvis situationen ændrer sig, er vi klar til at reagere og kan træde til på rette måde.”