Hørsholm Svømmehal åbner den 16. juni og holder åbent hele sommeren 

 I weekenden besluttede regeringens partier, at bl.a. svømmehaller må åbne igen. I Hørsholm Kommune har man arbejdet på højtryk med at forberede genåbningen af Hørsholm Svømmehal til gavn og glæde for de mange brugere.

Siden 12. marts har Hørsholm Svømmehal været lukket for al svømning, hvilket har betydet at foreninger, skoler, morgenfriske svømmere og badeglade borgere ikke har kunne benytte svømmehallen. Regeringens seneste udmelding betyder nu, at svømmehaller kan åbne fra 8. juni.

I Hørsholm slår man dørene op d. 16. juni, og åbningen foregår i fuld overensstemmelse med de nye retningslinjer, som bl.a. skal sikre, at der er 1 meter mellem de badende gæster i bassinet og i omklædningen, samt at der er 4 kvadratmeter vand pr. svømmer. Det betyder, at svømmehallens offentlige åbningstid er ændret en smule. På svømmehallens hjemmeside vil man kunne læse mere om, hvilke forhold og retningslinjer svømmehallen retter sig efter.

Et par tekniske og vedligeholdsmæssige opgaver, som er nødvendige at ordne før svømmehallen kan åbne igen, medfører, at svømmehallen først kan slå dørene op d. 16. juni.

Svømmehallen holder åbent i sommerferien

Normalt holder svømmehallen lukket i hele skoleferien, men grundet den lange nedlukning samt forventningen om, at mange borgere holder ferie hjemme i år, holder svømmehallen ekstraordinært åbent i skolernes sommerferie. Dog vil åbningstiden i sommerferien som udgangspunkt være fra 8-15. De præcise åbningstider vil man vil kunne læse på svømmehallens hjemmeside, som løbende opdateres.

What do you want to do ?
New mail