Mange glæder sig til en hyggelig og festlig aften omkring sankthansbålet på tirsdag. Men festlighederne kan meget hurtigt få en ende, hvis bål bliver til brand, og Midsommervisen må afbrydes af brandbilernes sirener.

En af årsagerne til, at brandvæsnet må rykke ud på sankthansaften, er, at folk forlader bålet uden at sikre sig, det er brændt ud. Det fortæller myndighedschef i Nordsjællands Brandvæsen, Carsten Jensen.

- Mange tror fejlagtigt, at bålet er slukket, når der ikke længere er synlige flammer, men et mindre vindpust kan sagtens få et ulmende bål til at blusse op igen. Derfor har vi nogle udrykninger til efterladte bål, der er blevet til brand, fordi ilden har bredt sig til omkringliggende bygninger eller natur.

Placeringen af bålet er et af de vigtigste parametre for at få en brandsikker sankthans. Derfor anbefales det, at bålet placeres:

  • 30 meter fra bygninger med hårdt tag – afstanden fordobles i vindens retning ved jævn og frisk vind.
  • 60 meter fra letantændelige markafgrøder.
  • 200 meter fra letantændeligt tag (stråtækte huse og lign.), nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden letantændelig vegetation samt oplag af brandfarlige, brandnærende, eksplosive eller letantændelige stoffer.

Sankthansbålet bør bygges op af tørt, rent træ. På sankthansaften er det undtagelsesvist tilladt at brænde haveaffald af, og derfor anbefales det at bruge kraftige grene suppleret med haveaffald som kvas og tyndere grene til bålet. På den måde får du et flot og stabilt bål, som ikke vælter under afbrænding.

Derimod er det ikke tilladt at bygge bålet op af byggematerialer og andet affald, advarer Carsten Jensen.

- Det kan give voldsomme røg- og lugtgener og være ubehageligt at opholde sig i nærheden, hvis man benytter trykimprægneret eller andet overfladebehandlet træ i sit bål.

Når bålet antændes, kan du med fordel bruge en fakkel eller en ukrudtsbrænder til at sætte ild til det tørre kvas i bålets kerne. Du bør aldrig lade dig friste til at bruge benzin, sprit eller andre former for optændingsvæsker for at få gang i bålet.

- Det kan gå rigtig galt, hvis du bruger brandfarlige væsker til at tænde bål med. Benzin og diesel er højeksplosivt, brænder meget hurtigt og er umuligt at styre. Hav i stedet lidt tålmodighed med optændingen og sørg for, at træet er tørt, så ilden har nemmere ved at få fat, siger Carsten Jensen.

I nærheden af det tændte bål bør du altid have vand stående, så du kan reagere hurtigt, hvis ilden breder sig. Derudover er det en rigtig god idé også at have vand med til at slukke bålet, så du ikke skal sidde oppe den halve nat og vente på, at det brænder ud.

- Du skal føre passende opsyn med bålet, og det betyder, at du ikke må forlade bålet, før det er brændt ud, eller du har slukket det på anden vis. Derfor er det altid en god idé at have en vandkande eller en spand med vand i nærheden, så du kan slukke bålet, når sankthansfesten slutter, siger Carsten Jensen.

Planlægger du at tænde sankthansbål på offentlige arealer, bør du undersøge reglerne i din kommune. Mange steder kræver det tilladelse at afholde sankthansfesten på kommunens områder, mens det som udgangspunkt er lovligt at tænde sankthansbål på privat grund, forudsat at afstandsanvisninger m.v. kan overholdes.

Husk at det normalt ikke er tilladt at afbrænde bål i hård vind. I særligt tørre perioder kan der ligeledes indføres afbrændingsforbud. Du bør derfor altid undersøge, hvad der gælder i dit område, før du tænder bål.

What do you want to do ?
New mail