Gruppe 2 omfatter borgere over 65 år, som får hjemmepleje (både praktisk hjælp og personlig pleje). I Hørsholm drejer det sig om i alt ca. 300 borgere og af dem vil ca. 90 personer få vaccinen lokalt i Hørsholm. De pågældende borgere er blevet kontaktet, og vaccinationerne sker den 15. januar.

Det lokale vaccinationssted etableres for én dag for ca. 90 visiterede borgere i Hørsholm. Vaccinationsstedet har altså kun åbent den 15. januar og kun for visiterede borgere, der har fået brev i e-Boks, og som har lavet aftale med Hørsholm Kommune om transport.

Borgere er blevet kontaktet

Tilbuddet om at blive vaccineret på det lokale vaccinationssted gives udelukkende til de borgere over 65 år, som modtager hjemmepleje (hjælpen skal bestå af både praktisk bistand og personlig pleje) og som pga. varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke kan transportere sig selv til et af de regionale vaccinationscentre. Hørsholm Kommune står for transporten til det lokale vaccinationssted for denne særlige gruppe af borgere.

Hørsholm Kommune er udvalgt, sammen med 9 andre kommuner, til at få etableret et lokalt vaccinationssted, fordi vi har et højt smittetryk samt fordi regionen ønsker at sikre maksimal udnyttelse af vaccinationsdoserne. Endvidere ønsker Region Hovedstaden også at få erfaring med såkaldte ”pop-up” vaccinationscentre.

Regionalt vaccinationscenter åbner 20. januar

Øvrige borgere over 65 år, som både får praktisk hjælp og personlig pleje og som har modtaget et vaccinationsbrev, skal selv bestille tid og transportere sig til det regionale vaccinationscenter, som ligger i Hillerød og åbner onsdag den 20. januar.

Alle borgere i Danmark vil få besked i e-Boks eller via brev i postkassen, når det er ens tur til at blive vaccineret. Vaccinationerne følger Sundhedsstyrelsen prioriteringsliste.

Læs mere om prioriteringslisten og vaccinationsindsatsen på kommunens hjemmeside.