For tiden er der ingen børn på kunstgræsbanen i Hørsholm Idrætspark. Årsagen er, at den vestlige bane er ved at blive udskiftet. Kunstgræsbanen der blev indviet i oktober 2006, kunne ikke mere og måtte udskiftes.

Hele den vestlige bane er derfor skåret op i 1,8 meter brede og 35 meter lange bånd, der er rullet sammen, krympet i en foliepose og lukket med en strip, så gummigranulatet bliver i posen.

Kunstgræsset køres til ReMatch i Herning, som har specialiseret sig i at recirkulere gamle kunstgræsbaner. Alle komponenter i belægningssystemet genbruges i enten kunstgræsindustrien eller i anden industri. Herved bortskaffes den gamle bane både bedre, billigere og på en miljømæssigt sikker måde.

Når banen er recirkuleret modtager Hørsholm Kommune et certifikat, som dokumentation på recirkulationen af den gamle bane.

I forbindelse med renoveringen af banen etableres også en kant, der skal holde den nye granulatet på banen. Kunstgræsbanen kan efter planen tages i brug omkring efterårsferien.