God borgerservice

"Vi er en lille kommune med et trygt jobcenter. Jeg synes, at vi har stor fokus på at give en god borgerservice." Afsaneh kender rådhuset godt, for det er her hun har arbejdet i de sidste otte år. 

"Jeg har nogle utrolig kompetente kolleger. De er meget engageret i deres job, og det gør det skønt at arbejde i Jobcenter Hørsholm."

Hun kom til Danmark fra Iran som 27 årig, så hun kender udfordringerne i at starte forfra på det danske arbejdsmarked. Efter at have arbejdet i nogle år i Brøndby Kommune, som sagsbehandler, fik hun i første omgang job som integrationsmedarbejder i Hørsholm Kommune. Siden 2007 har der stået beskæftigelsesrådgiver på visitkortet.  

Hjælper og afklarer borgerne

Afsaneh er nu en del af den videre indsats i jobcenteret, som har kontakt til borgere på kontanthjælp og starthjælp: "Vi oplever ofte, at de har en masse andre problemer end lejlighed. Målet er, at vi skal hjælpe dem til at komme videre på arbejdsmarkedet." 

Som en del af sit arbejde er hun ofte på besøg hos virksomhederne i kommunen: "Det er vigtigt, hvilken arbejdsplads vi finder. Om de kan rumme personen i den virksomhed, og om virksomheden er vant til at arbejde med målgruppen eller ej." 

"Men der er selvfølgelig nogle borgere, som ikke kan komme i ordinært arbejde. Så må vi hjælpe dem og afklare dem i forhold til, om de skal i fleksjob, eller når alle andre muligheder er udtømt kan indstilles til førtidspension." 

Høj faglighed og stor frihed under ansvar

Afsaneh sætter stor pris på muligheden for oftest selv at kunne planlægge sin tid: "Jeg styrer min egen kalender, så jeg kan selv planlægge min arbejdsdag. 

Som beskæftigelsesrådgiver er jeg forpligtiget til at overholde den gældende lovgivning, hvilket bl.a. indebærer mange borgersamtaler, virksomhedsbesøg og administrative opgaver. 

Selvfølgelig har jeg også nogle deadlines inden for rammerne, som jeg skal overholde, men vi har frihed under ansvar. Kernen i mit arbejde, er at jeg kan gøre en forskel." 

"Jeg synes, at vi er en god arbejdsplads. Vi er i stand til at være der for hinanden i en travl arbejdsdag. Vi er gode til at støtte hinanden i forhold til faglighed og til at sparre med hinanden. Der er også stor fokus på kurser og efteruddannelse. Det synes jeg er en rigtig god ting at have på en arbejdsplads."