Stort kompetenceløft om Leg og børnefællesskaber blev skudt i gang for Hørsholm Kommunes dagtilbud
Mandag den 27. oktober blev et stort kompetenceløft for kommunens dagtilbud skudt i gang. Formålet er at personalet skal blive endnu dygtigere til at understøtte børnenes leg i kommunens dagtilbud.
Leg skal være en gennemgående og grundlæggende del af alle børns tid i dagtilbud. Legen er afgørende for børns sociale og personlige udvikling, og legen fremmer blandt andet børnenes fantasi, sprog, nysgerrighed og sociale kompetencer. Men leg opstår ikke altid af sig selv, og ofte kræver det en voksen, der forstår at guide, støtte og rammesætte legene. Ved at arbejde målrettet med legen kan personalet understøtte, at flere børn får mulighed for at deltage i legen, og at legen bliver en god oplevelse for alle de deltagende børn. Netop derfor har Hørsholm Kommune prioriteret et bredt kompetenceløft med netop fokus på leg og børnefælleskaber.
Forløbet blev skudt i gang mandag den 27. oktober i Trommen, hvor alle ansatte i kommunens dagtilbud mødtes til en fælles aften med antropologen og legespecialisten Kit Nørgaard. Her var fokus på, hvordan legen i Hørsholm Kommune kan styrkes, og hvordan legen kan være et vindue til at forstå børnene, og sikre at børnenes perspektiver inddrages og mødes i børnenes hverdag. Da aftenen stod i legens tegn, fik deltagerne også lov at mærke legen på egen krop og fik blandt andet lov at lege med balloner og lave både gemme- og fangeleg.
Leder af Børnehuset Regnbuen, Vibeke Arndt Skak Jensen fortæller om dagen ”Det var en festlig aften med legen i centrum – der var en sitrende og energisk stemning, og vi går hjem med fornyet inspiration til at understøtte børnenes leg i Regnbuen. Vi glæder os til at bygge endnu mere viden på gennem det næste års fælles fokus på leg i kommunen”
I gennem det næste år, vil der være fokus på at styrke legen på tværs af kommunens dagtilbud. Kommunen fortsætter samarbejdet med Kit Nørgaard, som fra foråret af kommer igen og faciliterer workshops på tværs af dagtilbuddene. Herudover har kommunen i samarbejde med Københavns Professionshøjskole udviklet et forløb med fokus på ’leg, kreativitet og æstetiske processer’. I oktober 2026 mødes alle dagtilbuddene igen til en fælles aften, hvor forløbet rundes af.