Vil du være domsmand eller nævning?
Hvis du gerne vil være nævning eller domsmand (lægdommer) skal du ansøge om at blive optaget på grundlisten.
Hvert 4. år beder Landsretten kommunerne om hjælp til at finde frem til personer, som har lyst til at påtage sig opgaven som lægdommer. Det betyder, at Grundlisteudvalget i Hørsholm Kommune senest den 1. april 2023 skal finde ca. 85 personer, der må anses for egnede til at virke som lægdommere og opføre disse på en grundliste.
Grundlisten er gældende i perioden 1. januar 2024 – 31. december 2027.
Det er Østre Landsret, der udarbejder den endelige liste over lægdommere. Det er derfor ikke alle, der optages på ”grundlisten”, som ender med at blive valgt som lægdommere. Dette sker ved lodtrækning af Landsretten.
Hvis du kommer på Landsrettens endelige liste over lægdommere for perioden 2024-2027, får du besked af Retten i løbet af efteråret 2023.
Alle, der opfylder kravene, er velkomne til at søge. Vi ser meget gerne, at flere unge under 30 år og borgere med anden etnisk oprindelse end dansk søger, da disse grupper traditionelt er underrepræsenterede.
Er du lægdommer i indeværende periode (2020-2023), skal du søge igen, hvis du er interesseret i at blive optaget på den nye grundliste.
Hvis du har spørgsmål kan du kontakte kommunen her:
e-mail: pol-post@horsholm.dk
eller pr. telefon til chefjurist Bodil Lolle, tlf.nr. 23292805
Ansøgningsfrist er mandag den 30. januar 2023. Anvend selvbetjeningsløsningen i toppen af siden for at ansøge om at komme på grundlisten.
Du vil cirka 1. april 2023 få besked, om du er optaget på grundlisten.
Du kan læse mere om krav og regler nedenfor.
FAQ
En lægdommer er en mand eller kvinde, der ikke har en juridisk eksamen, og som deltager i straffesager, der kan give frihedsstraf.
Lægdommerne lytter sammen med de uddannede dommere i By- og Landsretten til argumenterne i sagen. Herefter er lægdommerne med til at vurdere, om den anklagede skal dømmes eller frifindes.
Du skal opfylde disse krav for at kunne optages på kommunens grundliste:
- Du skal bo i Hørsholm Kommune.
- Du skal være dansk statsborger og have stemmeret til Folketinget.
- Du skal være myndig, og du må ikke fylde 80 år inden udgangen af funktionsperioden.
Det betyder, at du skal være født mellem den 1. januar 1948 og den 1. januar 2006. - Dit psykiske helbred skal være i orden.
- Da retssager i Danmark foregår mundtligt, skal kunne forstå og tale dansk, og at du skal kunne se og høre, hvad der foregår i retssalen. Andre fysiske handicap som f.eks. gangbesvær er normalt ingen hindring.
- Du må ikke være straffet for en alvorlig forbrydelse – Landsretten indhenter straffeattest.
- Du må ikke være juridisk embedsmand, advokat, ansat i kriminalforsorgen, præst i folkekirken eller ved andre trossamfund eller ansat ved politiet.
Grundlisten skal afspejle befolkningssammensætningen i kommunen med hensyn til alder, køn, beskæftigelse og etnicitet. Selv om du opfylder kravene til at virke som lægdommer, er det derfor ikke sikkert, du bliver optaget på grundlisten.
Arbejdet som nævning eller domsmand er borgerligt ombud, og der vil derfor være mødepligt. Som lægdommer har du derfor krav på at blive fritaget for arbejde på de dage, hvor du skal fungere som lægdommer. Alt afhængig af den overenskomst, du er ansat efter, kan du få fri med eller uden løn.
I løbet af et år vil du gennemsnitligt komme til at have fire dage med opgaver som lægdommer.
Som lægdommer kan du normalt regne med at skulle deltage i retssager en enkelt dag ad gangen. Enkelte sager vil dog være så omfattende, at de tager flere dage eller uger.
Lægdommere gør normalt kun tjeneste ved deres ”egen” lokale byret samt på de nærmeste beliggende steder, hvor landsretten holder møde.
Som lægdommer får du p.t. 1.100 kr. pr. dag. Retten indeholder A-skat. Du dækket dine udgifter til transport, hvis du bor mere end tre kilometer fra retten, typisk svarende til udgiften til en standardbillet.