Havnen besøges hvert år af over 1,5 millioner mennesker - hørsholmborgere og gæster fra ind- og udland. Havnen udgør derfor et naturligt omdrejningspunkt for byen.

Efter næsten 50 år i vandet har havnen nået reparationsalderen. Vi står derfor med en gylden mulighed for at forlænge og forskønne havnen – både under og oven vandet. Vores indsats nu afgør, om havnen, også de næste 50 år, er en moderne lystbådehavn for alle, hvor der er masser af liv og en afslappet atmosfære. Sammen kan Rungsted Havn og Hørsholm Kommune give den ekstra vitaminindsprøjtning, der skal til, så vi kan fastholde et attraktivt havnemiljø og samtidig skabe endnu bedre plads til gaster og gæster, der gerne vil nyde livet på, ved og i vandet. 

Kom og vær med!

Rungsted Havn er en havn for alle – hele året. Og det mener vi bogstaveligt. Derfor inviterer vi nu alle borgere med interesse i havnen til at give input og deltage i en tidlig dialog om udviklingsarbejdet. Sammen skaber vi det bedste resultat.

Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra Havnebestyrelsen og Kommunalbestyrelsen. Styregruppens opgaver er at gennemføre en involvering af borgere og interessenter for at indsamle gode ideer til en udvikling af havnen, at indhente rådgivning til en kvalificering af udviklingsplanens elementer og at udforme et oplæg til havneudvidelse og tidsplan til politisk godkendelse.

Styregruppen består af følgende personer:

  • Jørgen Thorsell, Havnebestyrelsen (projektejer)
  • Knud E. Nordby, Havnebestyrelsen
  • Otto B. Christiansen, Havnebestyrelsen
  • René van Laer, Havnebestyrelsen
  • Niels Ryhding, Havnebestyrelsen
  • Ann Lindhardt, Kommunalbestyrelsen
  • Jakob Nybo, Kommunalbestyrelsen
  • Henrik Klitgaard, Kommunalbestyrelsen
  • Bent Fabricius, Kommunalbestyrelsen
  • Svend Erik Christiansen, Kommunalbestyrelsen

Borgermøder i 2021

Styregruppen vil invitere borgere i Hørsholm til en række borgermøder i løbet af 2021. Møderne bruges til at få ideer og input fra alle med interesse i udviklingen af havnen og stranden.

Møderne annonceres her på siden, på de sociale medier samt i pressen.