Der kan foretages ændringer i det oprindelige lokalplanforslag efter den offentlige høring i medfør af planlovens §27, stk. 2. Kommunen har vurderet, at de foreslåede tilrettelser har et omfang og en karakter der gør, at der skal udsendes et nyt revideret lokalplanforslag.

Læs forlag til Lokalplan 172 og Kommuneplantillæg 7 her: https://dokument.plandata.dk/20_10252903_1613589502925.pdf

Miljø- og Planlægningsudvalgets behandling af sagen og beslutning kan ses her: https://dagsordener.horsholm.dk/vis?id=577b2c86-756f-4a9e-bf2e-d6b46f93f5be

Se desuden https://www.horsholm.dk/politik/byudvikling/revision-af-byplaner-og-lokalplaner-for-uplanlagte-omraader for flere oplysninger om lokalplanforslaget.

Lokalplanens formål og baggrund

Formålet med lokalplanen er at sikre områdets anvendelse til helårsboligformål samt at sikre områdets åbne bebyggelsesstruktur og grønne karakter gennem fastsættelse af bebyggelsesprocent og mindstegrundstørrelser ved udstykning. Formålet er desuden at fastlægge ensartede retningslinjer for de enkelte delområder i lokalplanen samt at ophæve dele af de forskelligartede områdeservitutter, der er gældende for delområderne i lokalplanen.

Lokalplanen for området er igangsat på baggrund af et politisk ønske om at udarbejde et nyt plangrundlag. Der er i forbindelse med planarbejdet udarbejdet en servitutredegørelse, hvori der er taget stilling til indholdet i de enkelte servitutter samt hvilke servitutter, der aflyses eller delaflyses med lokalplanen. Fornyelsen af plangrundlaget skal sikre klare retningslinjer for fremtidigt byggeri og udviklingen af området som helhed.

Kommuneplantillæg

Lokalplanforslaget kræver kommuneplantillæg for at tilvejebringe de overordnede planmæssige rammer, som gør det muligt at lokalplanlægge for, at ny bebyggelse kan tilpasses terrænet ved at tillade bebyggelse med parterretage på grunde med store terrænforskelle. Muligheden for at opføre bebyggelser med parterreetage eksisterer forud for lokalplanen flere steder i lokalplanområdet i kraft af servitutterne.

Din mulighed

Høringsperioden løber fra den 18. februar 2021 til og med den 19. marts 2021.

Skriftlige bemærkninger, indsigelser eller ændringsforslag til planforslagene skal være Hørsholm Kommune i hænde senest den 19. marts 2021. Når høringsperioden er afsluttet, vil de indkomne høringssvar blive behandlet og offentliggjort. Høringssvarene og administrationens bemærkninger hertil vil indgå i den endelige politiske behandling af forslagene.

Send dine bemærkninger til

blivhoert_byudvikling@horsholm.dk (noter Lokalplan 172 i emnefeltet)

Eller pr. brev til

Hørsholm Kommune,

Team Plan og Byg

Slotsmarken 13

2970 Hørsholm

 

Vær opmærksom på, at …

Oplysninger angivet i høringssvaret som f.eks. navn, adresse og mailadresse vil blive offentliggjort i forbindelse med den politiske behandling af sagen. Hvis du har navnebeskyttelse eller beskyttet adresse, vil vi bede dig om at sende dit høringssvar på mail eller almindelig post og gøre opmærksom på beskyttelsen.

Aflysning af servitutter

I henhold til planlovens § 15, stk. 2, nr. 21 aflyses med lokalplanen de privatretlige tilstandsservitutter, som jf. § 12.1 er listet i lokalplanens bilag 5. Servitutterne er listet efter dato således, at det skulle være til at sammenholde tingbogsopslag for hver ejendom indenfor lokalplanområdet med listen i bilag 5. I kolonnen længst til venstre er noteret, hvilke matrikler aflysningen/delaflysningen vedrører. Af skemaet fremgår ligeledes om aflysningen omfatter hele servitutten, eller det er en delvis aflysning. Ved delvis aflysning er det specificeret hvilken del, som aflyses.

Servitutterne aflyses enten, fordi de vurderes at være forældede, eller for at give mulighed for at realisere lokalplanens rammer. Sondringen, imellem hvilke der fastholdes, og hvilke der aflyses, er sket på baggrund af en konkret vurdering af den enkelte servitut. Servitutter, som er tinglyst i forbindelse med et konkret byggeri, foreslås fastholdt. Det kan fx være en servitut, som regulerer en mindste afstand til skel tinglyst i forbindelse med at anden bebyggelse er opført tæt på skel.

I henhold til planlovens § 26, stk. 2 skal kommunalbestyrelsen, hvis et lokalplanforslag indeholder bestemmelser om aflysning af servitutter, så vidt muligt underrette de påtaleberettigede om aflysningen. Dette brev sendes derfor ud til alle ejere, brugere og lejere af ejendomme beliggende inden for lokalplanområdet samt et mindre område omkring lokalplanområdet. Derudover sendes høringsbrevet særskilt til virksomheder nævnt som påtaleberettigede samt til panthavere af de ejendomme, hvori det specifikt er nævnt i servitutteksten at panthavere er påtaleberettigede.

Har du bemærkninger til aflysningen af servitutter, kan disse indsendes som høringssvar til lokalplanen.

Miljøvurdering

Hørsholm Kommune har foretaget en screening af lokalplanforslaget og kommuneplantillægget i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer og har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport. Begrundelsen er, at planerne fastlægger anvendelse af et mindre område på lokalt plan, og at anvendelsen ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Der foreslås ikke ændringer i det reviderede lokalplanforslag, der ændrer på screeningen. Lokalplanen muliggør ikke anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag, eller projekter, der i størrelse eller karakter vurderes at få en væsentlig indvirkning på miljøet.

Klagevejledning

Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan klage over formelle mangler i afgørelsen - de såkaldt retlige spørgsmål. Det kan bl.a. være dig som adressat for afgørelsen samt klageberettigede myndigheder, organisationer og naboer.

Hvis du ønsker at klage over afgørelserne, skal klagen være indgivet til Planklagenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort, regnes klagefristen dog altid fra datoen for offentliggørelsen.

Du skal klage via Klageportalen, ved at logge på med din NEM-ID på borger.dk eller virk.dk.

På Planklagenævnets hjemmeside finder du information om, hvordan man klager via Klageportalen.

En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Når du klager, skal du som privatperson betale et gebyr på kr. 900. Gebyret bliver tilbagebetalt, hvis klagen bliver afvist, fordi klagefristen er overskredet, klager ikke er klageberettiget eller fordi Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Gebyret tilbagebetales også, hvis klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves, eller hvis klager får helt eller delvist medhold i klagen.

Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er omfattet af planloven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.