Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyhed Gentænding af slukkede gadelamper

Gentænding af slukkede gadelamper

Lys over land - slukkede gadelamper bliver tændt igen

I starten af 2024 tænder Hørsholm Kommune igen alle de gadelamper, der siden februar 2023 har været slukket. 

”Situationen i efteråret 2022 med stigende energipriser og tvivlen om forsyningssikkerheden i hele samfundet, gjorde, at det var en nødvendig beslutning at iværksætte besparelser på kommunens el-forbrug. Men vi kan også mærke på de reaktioner, vi har fået fra borgerne, at mindre gadelys har skabt øget utryghed, så jeg er glad for, at vi nu tænder de slukkede gadelamper igen og at det sker på en måde, der stadig sparer på strømbudgettet, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Marcus Guldager (S)”

Klima – og Miljøudvalget har derfor den 12. december besluttet, at alle slukkede gadelamper skal tændes igen fra 1. januar 2024. 

Beslutningen om at slukke i gennemsnit hver tredje gadelampe, blev gennemført for at bakke op om aftalen mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og regeringen, om at spare på energien i det offentlige for at sikre, at der var nok strøm til alle. 

Slukningen af de omkring 2000 gadelamper bidrog også til at nedbringe kommunens udgifter til el, på et tidspunkt, hvor energipriserne steg markant.  

Hørsholm Kommune har gennem det seneste år modtaget mange henvendelser fra borgere, der føler sig utrygge i mørket, ekstra udsatte i trafikken, og nervøse for indbrud. 

Tændingstiderne skal være som i nabokommunerne

Sammen med beslutningen om at tænde de slukkede gadelamper, besluttede Klima-og Miljøudvalget også, at lygtetændingstiderne justeres, så de svarer til nabokommunernes tændingstider. 

Gadelyset i Hørsholm har nemlig været tændt ca. 10 procent længere tid end i andre kommuner. Dvs. at lamperne tænder tidligere på aftenen og slukker senere på morgenen. 

Den kortere tændingstid er sammen med udskiftning til energibesparende LED-lyskilder og faldende elpriser årsagen til, at gadelamperne nu kan tændes igen. 

FAKTA

  • I 2022 blev det besluttet at gennemføre en række energibesparende tiltag i Hørsholm Kommune.
  • I gennemsnit har hver tredje gadelampe været slukket i hele 2023
  • Slukning blev gennemført for at bakke op om aftalen mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og regeringen, om at spare på energien i det offentlige, og for at nedbringe kommunens udgifter til el.

 

 

 

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Åbningstider på telefon

Genveje