Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyhed Hørsholm Kommune skal have ny kommunaldirektør

Hørsholm Kommune skal have ny kommunaldirektør

Efter otte år i Hørsholm Kommune – heraf de seneste fem år som kommunens øverste administrative chef – skifter kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon job. Men hun bliver i det kommunale landskab: Fremover er hun at finde som direktør for kommunernes fælles udviklingscenter Komponent.

Kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon siger farvel til Hørsholm Kommune med udgangen af januar 2024. Den 1. februar tiltræder hun som øverste direktør i kommunernes udviklingscenter Komponent. Et center, som hun har fulgt tæt, siden det blev oprettet i 2021, idet hun har siddet med i bestyrelsen.

Komponent er ejet i fællesskab af alle danske kommuner og tilbyder rådgivning, analyser, og kompetenceudvikling og efteruddannelse til ledere og medarbejdere i kommunerne.

- I Komponent får jeg mulighed for at bidrage til udviklingsarbejdet af især kommunernes velfærdsområde, som jo er den røde tråd gennem mit arbejdsliv. Det er her de helt store udfordringer ligger, fx rekruttering af plejepersonale og medarbejder på børne- og skoleområdet. Det er her, den kommunale virkelighed møder borgernes forventninger og behov på tværs af økonomi og demografi, siger Pernille Halberg Salamon.

Pernille Halberg Salamon er uddannet fra statskundskab på Københavns Universitet i 1996 og har blandt andet arbejdet i Finansministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet og i Gribskov Kommune, inden hun i 2015 kom til Hørsholm Kommune – først som børne- og kulturdirektør og senere som vicekommunaldirektør under den forhenværende kommunaldirektør Hugo Pedersen. I 2018 blev hun kommunaldirektør og har dermed været nærmeste rådgiver for kommunalbestyrelsen de seneste fem et halvt år.

- Det er en særdeles dygtig kommunaldirektør, som vi siger farvel til, og vi kommer til at savne Pernilles sikre hånd i spidsen for Hørsholm Kommune.  Jeg har altid været glad for den sparring, som hun har givet os i kommunalbestyrelsen, både når vi har skullet håndtere langsigtede strategier, vanskelige hastesager og alt derimellem. Men jeg trøster mig med, at Pernilles erfaring nu vil komme endnu flere kommuner til gavn, når hun bliver direktør for Komponent, siger borgmester i Hørsholm Kommune Morten Slotved. (C)

Selv understreger Pernille Halberg Salamon, at skiftet til Komponent ikke er et fravalg af Hørsholm Kommune:

- Muligheden for at stå i spidsen for udviklingsarbejdet i kommunerne er en chance, jeg kun får en gang, så det var nu eller aldrig. Det er muligheden for at præge, hvordan kommunerne skal udvikle og sikre velfærdssamfundet nu og i fremtiden, og jeg er overbevist om, at jeg med al min kommunale erfaring og med mit store netværk kan være med til at skabe nogle gode løsninger, som kan komme både Hørsholm Kommune og alle andre kommuner i landet til gavn, siger hun.

Stillingen som kommunaldirektør i Hørsholm Kommune vil blive slået op i starten af det nye år.

 

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Åbningstider på telefon

Genveje