Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nu kan du stille op til Hørsholm Seniorråd

Har du lyst til at prøve kræfter med seniorpolitik og gøre en forskel inden for ældreområdet? Til og med den 24. august 2025 kan du stille op som kandidat til Hørsholm Seniorråd.

Valget til Hørsholm Seniorråd afholdes i perioden 1. september – 21. september 2025. Der skal vælges 9 medlemmer og op til 3 suppleanter, der kan træde ind i Seniorrådet, hvis et medlem i længere tid er forhindret i at deltage i Seniorrådets møder. Medlemmerne vælges for perioden 1. januar 2026 – 31. december 2029.

Bor du i Hørsholm Kommune, og er du fyldt 60 år ved udgangen af valgperioden den 21. september 2025, kan du stille op til seniorrådsvalget.

Sådan stiller du op

Du stiller op ved at udfylde dine kandidatoplysninger på opstillingsblanketten, som du finder her.

Sammen med opstillingsblanketten skal der vedlægges et portrætfoto samt en kort beskrivelse af dig som person (højst 100 ord). Opstillingsblanketten skal være modtaget i Hørsholm Kommune senest den 24. august 2025.

Hvis du vil have udleveret opstillingsblanketten fysisk, skal du kontakte valgkoordinator, Michelle Just Johannsen, på tlf. 30 69 65 62 eller mail mjj@horsholm.dk

Kom til informationsmøde

Der afholdes et informationsmøde torsdag den 21. august kl. 17.00-18.00 på Selmersbo Aktivhus. Her har du mulighed for at høre mere om Seniorrådets arbejde og blive klogere på, hvordan du stiller op som kandidat. Du får naturligvis mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Mødet foregår på Selmersbo Aktivhus, Selmersvej 13, 2970 Hørsholm. Tilmelding er ikke nødvendig, og alle er velkomne.

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Hørsholm Seniorråd på Seniorrådets hjemmeside eller om valget på kommunens hjemmeside.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte formand for det nuværende Seniorråd, Steen Fich Andersen, på sfahorsholmseniorraad@gmail.com eller næstformand, Hanne Wendt, på hwhorsholmseniorraad@gmail.com

Hørsholm Kommune
Slotsmarken 13
2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 00

Mere fra os